Danske unge skal uddannes så de bliver innovative i særklasse. For Danmark skal kunne noget helt særligt for at klare sig i den globale konkurrence. Og det kræver nogle helt særlige unge mennesker og et uddannelsessystem af høj kvalitet. Det er ikke nok at være nummer 2, 3 eller 4 – I Danmark skal vi være VERDENSMESTRE.

Men i jagten på verdensmesterskaberne i uddannelse må vi til gengæld ikke være særlige. Vores uddannelsessystem og vores unge skal være ligesom resten af verdens.

Derfor skal tilgangen til 10. klasse i følge Charlotte Rønhof begrænses. Hun udtaler i Jyllandsposten d. 28. september 2012:

»En 10. klasse i grundskolen er noget, som vi har opfundet i Danmark. Unge i andre lande kan godt finde ud af at træffe et valg efter 9. års skolegang, og så spørger jeg bare, hvorfor kan danske unge ikke finde ud af, at træffe et valg tidligere – og så lade 10. klasse være for dem, der har behov?«

Finde ud af er en pudsig formulering, og behov kan opgøres på mange måder. Man kan vel i det mindste retmæssigt spørge, om man kan vinde et verdensmesterskab på behovstilfredsstillelsesniveau alene?

For hvad hvad nu, hvis det netop er det 10. skoleår og den faglige, sociale og personlige udvikling, der her lægges til, som potentielt giver et helt særligt og for Danmark særegent bidrag til verdensmesterskaberne?