Hænderne op, eller…

Lige så længe nogen kan huske tilbage, har skolen være noget med at række hånden op, når man kan og især også gerne tør og vil svare. Hver gang der er skolehjemsamtaler får endeløse mængder af smågenerte skoleelever at vide: du skal markere mere…

Men helt ærligt…. vi kunne måske også tilrettelægge klasseundervisningen lidt anderledes. Og vende det hele lidt på hovedet. Dermed udfordres elevernes “rytme” – og de kropslige mønstre brydes. Jeg har sjove erfaringer med følgende koldbøtte:

 
Læs resten

Med Klods-Hans i undervisningen

(Indlæg bragt i efterskolebladet)

For nylig fik jeg et godt ord forærende af en både klog og kær ven. Det drejer sig om noget så krøllet som ordet “serendipitet”. Lige så vanskeligt, det er at udtale, lige så nemt er det faktisk at forstå, hvad det er. Prøv blot!

Serendipitet er at finde noget godt eller noget nyttigt uden målrettet at søge efter det.

Hvis det kniber, så tænk blot på Klods Hans og hans vejfund!

Serendipitet findes også beskrevet som det tilfældigt at gøre heldige fund. Kunsten at finde det u-søgte. At lede efter nålen i en høstak og komme ud af den med landmandens datter.

Mange vigtige opdagelser og opfindelser er frugten af en sådan tilfældighed: Amerika, penicillin, røntgenstråler og Post-It’s – blot for at nævne nogle.

Begrebet bruges naturligt nok også i forbindelse med kreative processer, hvor ideerne sjældent opstår på kommando, men dukker op på de særeste foranledninger.

Prøv en gang at overveje, hvor mange vigtige ting og tildragelser i dit eget liv, der kan tilskrives serendipitet!

Kan du mærke det? Ordet er fantastisk! Det sætter helt automatisk gang i tankerne. Det vender på et øjeblik op og ned på vores vaneforestillinger. Det ligesom skaber en sprække, der inviterer undringen og forundringen ind. Derfor giver jeg det med begejstring videre.

Særligt fordi dette ene ord kan inspirere til, hvordan den pædagogiske frihed i efterskolen kan udnyttes. Og især fordi det forstyrrer og sætter spørgsmålstegn ved den ekstremt målrettede tænkning, vi i uddannelsessektoren for tiden søges påduttet, fordi vi som uddannelsesinstitutioner forventes at levere varen i form af kompetence-tunede samfundsborgere, der kan arbejde effektivt for konkurrencestaten. Det være sig i form af nationale tests, kanonkrav, fælles mål og så videre.

Begrebet om serendipitet betvivler nemlig antagelsen om, at det bedste og mest effektive altid skabes gennem målrettede processer. I ordets kølvand må vi i det hele taget overveje, hvorvidt der findes væsentlige ting, som ligefrem undslår sig opdagelse ved målrettet søgning? Og hvilken betydning det i så fald må have for vores undervisning og pædagogiske praksis?

Ifølge den fremherskende fagdidaktik skal vi arbejde systematisk med læringsmål. Vi skal delagtiggøre eleverne i disse og i forbindelse med de enkelte øvelser og læringsaktiviteter forklare deres hvorfor og hvordan. Nuvel, målrettethed og systematik har sin plads i den gode undervisning. Det er ofte befordrende for læringen at delagtiggøre eleverne i tankerne bag undervisningen og særligt, hvis de også inddrages aktivt i planlægningen.

Derfor spørger eleverne også flittigt og somme tider med lidet skjult skepsis: Hvorfor skal vi lære det her? Hvad skal det bruges til? Problemet er bare, at svaret ikke altid skaber det engagement og den motivation, vi som lærere synes det burde og har hørt fra fagkonsulenterne, at det vil gøre. Nogle gange virker elevernes spørgen faktisk mere mekanisk, og man kan lidt paranoidt få indtryk af, at eleverne spørger blot for at nyde den pause i arbejdet, de får foræret, imens læreren pligtskyldigt anstrenger sig for at svare nuanceret og tilfredsstillende. Blot rammer svaret ofte forbi, fordi der er tale om en dybere motivationsmangel, som måske netop er fremkommet af for længe at have været mål for gennemgribende, målrettet uddannelsestænkning?

Så hvad ville der ske, hvis man en dag svarede ganske anderledes? Hvis man, som jeg en tirsdag eftermiddag, hvor spørgsmålet blev rejst midt i min tysktime, spontant udbrød: “Det ved jeg ikke. Men nu begiver vi os ud i denne her proces sammen og så ser vi, hvad vi finder!”? Overraskelseseffekten udeblev ikke. Det gjorde motivationen til læring sært nok heller ikke.

Serendipitet minder os om det væsentlige i at turde være i læringsprocesser sammen med eleverne, hvor man udforsker noget, uden altid at vide, hvad man skal finde. At vi tør gribe åbningerne i undervisningen og af og til bevæge os ud af ukendte stier. At vi spørger os selv, hvordan vi skaber en god og frugtbar balance mellem den systematiske målrettethed og pladsen til opdagelsen af og overraskelsen over det uventede.

Jeg tror at vi med tanke på serendipitet kan stimulere lysten til læring, samt pirre den nysgerrighed og udforskningstrang, der kan gøre Danmark konkurrencedygtig på innovation og kreativitet. Målrettethed gør det svært at nå andet end målet. Mon ikke vi med mere Klods Hans i undervisningen, bedre kan give de fremtidige generationer redskaber til at løse nogle af de mange væsentlige opgaver, som vi endnu ikke selv ved hvordan skal løses?

Hop med på gedebukken og tænk selv videre…

Fremtiden i første person

Overskriften lyder som en grammatikøvelse, men udspringer af et møde med Kierkegaard og handler om indholdet af de uddannelsespolitisk populære “overgange”. Problemer med rekruttering og frafald på ungdomsuddannelserne skal, lyder det gang på gang, løses med bedre overgange fra grundskolen. Hvad disse så skal indeholde fremstår mindre klart.

Læs resten

Hårdt og godt

“Har det været en god weekend” spurgte jeg på klassisk vis en gruppe elever efter et par hæsblæsende døgn på skolen.

“Ja, men det var vildt hårdt” svarede en dreng, imens de andre nikkede samstemmende.

Svaret kendte jeg allerede. Det var nøjagtigt lige så forudsigeligt som mit spørgsmål. Og vist havde programmet været hårdt, men hvorfor giver det anledning til et “ja, men..”? Hvad nu hvis, det netop var fordi, det var hårdt, at det også var godt? Er hårdt og godt modsætninger? Er hårdt noget, der på men-agtig vis må trækkes fra godt?

Læs resten

Et udviklende værktøj til projektarbejdets kildefortegnelse

Mit analoge speciale-kartoktek fra 2002. I dag ville jeg helt sikkert have brugt en af de mange digitale muligheder i stedet!

Mit analoge speciale-kartoktek fra 2002. I dag ville jeg helt sikkert have brugt en af de mange digitale muligheder i stedet!

Hermed et indlæg af en lidt ny karakter. Jeg har i den PædaLogiske blog skrevet meget om motivation og min mere generelle tilgang til eleverne. Men jeg beskæftiger mig naturligvis også med mere end det. Ud over den mere fagspecifikke didaktik, som ikke skal fylde disse spalter, holder jeg af at tænke på tværs og reflektere over og arbejde med udviklingen af elevernes mere generelle akademiske færdigheder. Altså at få fat i det, der kan gøre elever til studerende, der får noget ud af den tid, de investerer i skole og studier. Uanset faglige interesser og niveau. Jeg bruger ofte inspiration fra min akademiske fortid – og prøver så at omdanne nogle af de væsentligste studiekompetencer til små frø, der er er søgt tilpasset aldersgruppen og nutiden. Læs resten

Vil du have valgfag til dessert?

Vi har et problem. Danske skoleelever vil ikke indtage de ernæringsrigtige kulhydrater, vi af lutter godt hjerte (?) forsøger at fylde på dem. De mangler motivation. De falder fra. Og ingen vil have en erhvervsuddannelse. De vil hellere have dessert. Så tænker vi naturligvis: Hvis de får en god dessert, spiser de nok kulhydraterne med velbehag! Vi skal have flere valgfag. Motivationen fra disse vil smitte af på resten af fagrækken.

Men hvad nu, hvis det netop er de rammesatte måltider, der er selve problemet? Forestillingen om, at noget er den lidt usunde dessert, imens noget andet er ernæringsrigtige kulhydrater? Og traditionen, der byder, at udsigten til dessert får os til at spise kulhydraterne, men at vi ellers ikke bør blande tingene? Man spiser ikke is til kartoflerne!
Læs resten