Tjek din efterskoleudviklingsparathed

I disse dage er vi i fuld gang med at lave uddannelsesparathedsvurderinger af vores elever. Når vi nu alligevel er i svingninger, er det en god anledning til også at vende blikket mod os selv. Og her kan både bestyrelse, ledelse og ansatte være med.

For ligesom manglende faglighed eller dårlige studievaner risikerer at tage livet af den enkeltes ungdomsuddannelse, findes der tankemønstre, der har potentiale til at tage livet af hele efterskoleformen.

Læs resten

Nytårsforsæt

I uddannelsesverdenen har markedsterminologien sat sit præg vores sprog – ikke mindst i de frie skolers verden. Vi taler om “at levere varen”, kalder vores skoletilbud et “produkt”, som vi er optagede af at “sælge”. I naturlig forlængelse er elever og forældre er blevet til “kunder i butikken”, der “shopper” uddannelse og skal have “noget for pengene”.

Hvis vi ikke forstår, at vi agerer på markedslignende vilkår og i økonomisk henseende også er en forretning, kan vi lige så godt lukke vores skole. Men det kan vi også, hvis vi frem for alt ser vores skole som en butik, hvor elever og forældre kan købe en vare.

Mit nytårforsæt er at arbejde endnu hårdere for at styrke bevidstheden om, at skoler er og skal ses og opleves som forpligtende fællesskaber, hvor man er sammen om at lære noget betydningsfuldt.

Godt nytår!