Lige så længe nogen kan huske tilbage, har skolen være noget med at række hånden op, når man kan og især også gerne tør og vil svare. Hver gang der er skolehjemsamtaler får endeløse mængder af smågenerte skoleelever at vide: du skal markere mere…

Men helt ærligt…. vi kunne måske også tilrettelægge klasseundervisningen lidt anderledes. Og vende det hele lidt på hovedet. Dermed udfordres elevernes “rytme” – og de kropslige mønstre brydes. Jeg har sjove erfaringer med følgende koldbøtte:

 

Bed i stedet eleverne om at række hånden op, når de ikke kan svare. Så spørger du en af dem, der ikke har rakt hånden op i stedet. Simpelt – men det virker. De passive elever tvinges pludselig til at gøre noget aktivt – i hvert fald, hvis de ikke kan svare. Og hvis de kan svare og ikke rækker hånden op, kan du jo pege på dem…

En super sideeffekt er, at du nemt får et overblik over, hvor mange, der faktisk ikke kan svare – eller i hvert fald er så usikre på svaret, at de ikke tør risikere at blive udpeget. Og faktisk skal der nok overvejende større usikkerhed til rent faktisk, aktivt at gøre noget for at markere og vise tydeligt: du skal ikke spørge mig – end der skal til blot at lade være med at gøre noget som helst – putte sig og håbe, man ikke bliver set i den gamle model.

Efter noget tid kan man udvide “legen” – og spørge nogle af dem, der har markere, hvorfor de er i tvivl – eller hvad de er i tvivl om? Hvilken viden de mangler? Hvem der kan hjælpe? Etc. Alt sammen noget der kan folde mange flere ting ud.

God fornøjelse – fortæl mig gerne om resultatet!