Dette indlæg bliver kort. Jeg har været i dvale pga. skulderoperation og har stadig kun en hånd at skrive med. Bær venligst over med slåfejl m.m.Timen med forstanderen var god – sagde både forstanderen og eleverne efterfølgende. Mere om det på et senere tidspunkt. Lige nu har jeg noget andet på hjerte.

I går havde eg besøg af Jesper og Dorete Kallesøe. De arbejder med filosofi med børn på seminariet i Nr. Nissum og ville gerne overvære en af mine timer. Det passede perfekt med det skemalagte filosofiforløb i 10. klasse, hvor jeg har haft en dobbelttime med hver 10. klasse i forbindelse med et danskforløb om forandring. Også mere derom senere. Det var skønt at møde andre, med interessen for at filosofere med børn og unge – og tilmed folk der har studeret det nærmere. Når man skal fortælle om sin egen praksis dukker der sommetider også mere strukturerede tanker op og man bliver bevidst om sine mål. Sådant et mål dukkede mere klart op for mig i går og det handler om at åbne.

I skolen er mange elever (og lærere?) vant til at lukke. Når vi åbner porblemstillinger og emner er det ofte for at kunne lukke dem igen efter forholdsvis kort tid. Når vi har projektarbejde er det ofte vanskeligt at få eleverne til at undre sig og åbne ordentligt, fordi de har travlt med at blive færdige igen. Men i filosofien åbner vi. Hvert spørgsmål afføder endnu flere og vi finder sjældent svar – og da slet ikke endegyldige. Ofte oplever vi egen uformmåenhed til at overskue alle vinkler og kompleksiteter og bliver derfor mere ydmyge, når vi i fremtiden lukker. Jeg vil med filosofien gerne udstyre de unge med en kile til deres dør, så den altid står på klem. Den kile er ofte et frustrerende møde for dem. Men det gør ikke noget. Frustrationen tænker jeg i dette tilfælde er tegn på, at der forekommer seriøse omrokeringer i hjernen.