Man rækker nogen hånden, og så tager de hele armen. Jeg må nok indrømme, at jeg er sådant et menneske, der godt kan lide at give den hele armen. Så derfor rækker jeg gerne min hånd ud. Det samme gælder mange efterskolemennesker, har jeg erfaret.

Vi efterskolemennesker ved nemlig godt, at man skal bidrage. Det forventer vi af eleverne. Sådan ser vi også på vores skoleform. Som noget, der skal bidrage – til de unge og derigennem også til samfundet. Som indlejret i vores lovgrundlag.

Derfor rækker vi hånden ud. Vi vil gerne bidrage til målsætningen om at 95% af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Vi vil gerne være håndlangere, der bruger og udvikler vores særlige muligheder for at løfte de såkaldt sidste 20%.

Uden at selvfedmen bliver til selvfedladenhed synes vi faktisk, at vi har meget at give. Også til de første og midterste procenter af ungdommen. En faglig, personlig og social styrkelse af den enkelte, som kommer hele samfundet til gode.

Og alligevel er det med en vis bæven, vi i disse tider rækker hånden ud. For kræfter i samfundet står klar – ikke til at tage hele armen – men til at skære hånden af og lade resten ligge og bløde. For hvorfor tage hele armen, hvis det kun er hånden, man ønsker at anvende?

Men kan hånden løfte uden arm? Kan efterskolerne reduceres til et effektivt og målrettet redskab til at løfte de sidste 20%. Løftes de sidste 20% ikke netop af de første 80%’s samtidige tilstedeværelse, som den dokumenterede skolekammerateffekt foreskriver? Vi har dokumentation for for at efterskolekammerateffekten er endog endnu stærkere.

Så kære samfund. Vi rækker jer med glæde hånden. Og vi vil så gerne have, at I tager hele armen!