Kan man starte en ny styrelses-blog uden at nævne lockouten? Det er svært. Den fylder overalt – ikke mindst i hovederne på os, der ikke kan få lov at være lærere sammen med vores elever og kolleger. Jeg håber inderligt, at denne konflikt får en snarlig afslutning og resultaterne bliver således, at der er noget at bygge videre på – i folkeskolen som i de frie skoler. For lærere og ledere sammen!

Jeg har heldigvis fået lov at udføre mit foreningsarbejde til trods for lockout! Det er jeg rigtig glad for, for der er mange væsentlige opgaver og spørgsmål for skoleformen, som det er vores opgave ikke at glemme i mellemtiden. Heller ikke selvom sekretariatet på Vartov har ekstra travlt med rådgivningen ved telefonerne og emnet fylder i frokoststuen.

I går havde vi møde i pædagogisk enhed, hvor vi blandt andet drøftede situationen i og udviklingen af vores 9. klasse. Et vigtigt spørgsmål, fordi skoleformens legitimitet også hviler på, at vi tager hånd om elevernes faglige udvikling. Noget kunne tyde på, at det ikke altid lykkes i tilstrækkelig grad for 9. klassernes vedkommende.

I dag bød på planlægning af næste møde i Udvalget for mangfoldighed og social inklusion, der skal handle om frafald. Som formand for det udvalg arbejder jeg tæt sammen med vores konsulent, Maren, der er tovholder på dette område. Og så har jeg sammen med et kommunikationsbureau og Hanne fra vores oplysningsafdeling fået færdiggjort og sendt en stillingsannonce afsted til diverse fagblade, så vi kan finde Sophus’ efterfølger. I kan selv se annoncen i næste nummer af Efterskolebladet.

Og nu sidder jeg så og skriver blogindlæg i toget på vej hjem til Kolding. Jeg har aftalt med Troels, at jeg skal skrive om regionssamarbejdet. Det er noget, der ligger os meget på sinde – så vær så god at læse med!

Hvis der er noget, vi som efterskoler ikke kan lide, er det ensartethed. Vi holder af mangfoldigheden og friheden til at gøre tingene på vores egen måde. Her er regionsarbejdet ingen undtagelse.

Tirsdag før påske mødte vi 24 regionsbestyrelsesmedlemmer for blandt andet at samtale om, hvordan samarbejdet mellem styrelsen og regionerne kan styrkes.  Hvis vi som skoleform skal stå stærkt, er det nødvendigt at foreningens centrale og decentrale kræfter spiller sammen. Vel at mærke uden at det decentrale bliver centralt – altså i behørig respekt for regionernes nødvendige selvstændighed og lokale ejerskab.

Kigger man på regionernes formål, tegnes et tydeligt billede. Regionens rolle som skaber af aktiviteter for medlemmerne – det være sig medarbejdere, elever eller bestyrelser – går igen, om end der er store variationer i typer af arrangementer og deres hyppighed.  Dette arbejde synes at være regionernes ”kerneydelse” – en ydelse man i øvrigt kan og skal løse på lige så mange måder, som der er regioner.

Det bliver straks mere broget, når det handler om det kommunikationsmæssige og politiske felt. Dette ses konkret i udvalgsstrukturerne. Har man et kommunikationsudvalg? Hvordan udpeges medlemmerne? Hvem refererer de til? Har man et politisk udvalg? Er der kontakt til styrelsesmedlemmerne? Hvem udtaler sig til pressen og på vegne af hvem? Er det regionsfomanden? Og hvordan forholder regionsbestyrelsen sig til et forstandersamarbejde?

Hvor vi tidligere har tænkt, at netop forskelligartetheden kunne være en styrke, oplever vi det mere og mere som en unødvendig barriere for at skabe et stærkt og for begge parter tilfredsstillende samarbejde. For i modsætning til de regionale aktiviteter for medarbejdere, elever og bestyrelser, giver det kommunikationsmæssige og politiske arbejde i regionerne størst mening, når det kan ses i en national kontekst. Og når vi arbejder med den nationale kontekst, giver det stor mening at være understøttet af stærke regionale strukturer – som er forankret helt ned i skolerne.

Det er tydeligt for os, at regionsbestyrelsesmedlemmerne også ønsker at være del af en sådan forankring, hvor opgaver, informationer, holdninger og ideer nemt kan flyde mellem styrelse og regioner. Regionerne vil gerne bruges til noget på foreningsniveau – og de vil også gerne have en finger på pulsen i forhold til styrelsens arbejde. Det er dejligt, at der fx meldes helt klar til at løse lokale opgaver – som fx at bære publikationen ”Gode relationer, tydeligerammer og klar kommunikation – Ti trin til det gode samarbejde mellem efterskolerog kommuner omkring sårbare og udsatte unge”  ind i de 96 kommuner. Et eksempel på en opgave, foreningen har ekstremt svært ved at løse centralt, fordi det sjældent er nok blot at sende noget ud!

Efter en god og grundig drøftelse med de mange fremmødte, har vi i Styrelsen taget en opgave med hjem. Vi vil frem til næste møde med regionerne (efteråret 2013) se på mulighederne for at skabe større ”fællesartethed” (som Troels i farten fik det døbt – et herligt efterskoleord, ikke?) i regionernes formål. Der skal naturligvis stadig være plads til at tilgodese forskellige regionale behov og ønsker, men den større “fællesartethed” skal støtte op om et styrket samarbejde mellem regioner og styrelse. Derfor vil vi også tænke i modeller for, hvordan regionerne – og også skolerne gennem de regionale strukturer – i højere grad kan bruges som sparringspartner i forskellige konkrete projekter og aktiviteter.

Den opgave er vi entydigt glade for. Vi har som skoleform store udfordringer foran os, og dem kan vi som styrelse ikke løse alene. Vi når kun effektivt ud i offentligheden – herunder hele familien Danmark – med budskabet om efterskoleopholdets væsentlighed i samfundet, hvis alle tager ansvar for det fælles bedste og bidrager fra hver sin stol med de muligheder – små som store – den nu engang måtte have.

I morgen, torsdag, skal jeg på lockoutarbejde med mine kolleger. “Lockoutbussen” dytter foran mit hus i morgen tidlig kl. 7:15 – har de meddelt mig. Den kører til Vejle. Måske ses vi? God dag til jer alle!