“Har det været en god weekend” spurgte jeg på klassisk vis en gruppe elever efter et par hæsblæsende døgn på skolen.

“Ja, men det var vildt hårdt” svarede en dreng, imens de andre nikkede samstemmende.

Svaret kendte jeg allerede. Det var nøjagtigt lige så forudsigeligt som mit spørgsmål. Og vist havde programmet været hårdt, men hvorfor giver det anledning til et “ja, men..”? Hvad nu hvis, det netop var fordi, det var hårdt, at det også var godt? Er hårdt og godt modsætninger? Er hårdt noget, der på men-agtig vis må trækkes fra godt?

Det fik vi en lille samtale om. Også at det vitterligt var hårdt. Men at det var meningen.

Anderledes gik det en gruppe elever, der i min kollegas matematiktime, syntes de havde det hårdt, fordi de samme morgen havde haft en udmattende svømmetræning. Om han da ikke kunne sætte sig ind i det?

Nej, det kunne han faktisk overhovedet ikke, meddelte han og fortsatte ufortrødent: “Hvis I var stået op før solopgang og havde arbejdet 10 timer i minen, så ville jeg kunne sætte mig ind i, at det var hårdt!”.

Perspektivering er en del af den personlige dannelse, og en væsentlig del af det, vi forstår ved modning. Dels at kunne forlade den rent subjektive her-og-nu-oplevelse, og blive i stand til at vurdere ens egen situation i lyset af en mere objektiv omverden. Men især at få oplevelser og udfordringer, der sætter egne evner og muligheder i et nyt perspektiv.

Og derfor må det godt være hårdt.

Som da Clement Kjærsgaard var studerende i udlandet, og mødte så kradse krav, at han tænkte “hvis jeg klarer dette, kan jeg klare hvad som helst”. En væsentlig erfaring, der i et foredrag fik ham til at kritisere det danske uddannelsessystem for at være så skånsomt, at de unge går frygtsomme ud i det efterfølgende arbejdsliv, hvor de virkelige udfordringer venter.

Hans fortælling ledte mine tilfredse tanker tilbage til Landsstævnet, hvor eleverne i en intens uge får oplevelsen af, at kan de klare det her, kan fremtidens udfordringer bare komme an! Og jeg spørger mig selv, hvorfor vi altid i en uendelighed skal drøfte, om og hvor meget de unge må presses på træning og søvn i en landsstævneuge?

Uden at underkende unges behov for mad og hvile, holder jeg nemlig på, at efterskolelivet indimellem skal være hårdt. Vi må ikke blive curlingefterskoler, der pakker de unge ind i samme omklamrende vat som forældre og store dele af det øvrige uddannelsessystem har tendens til.

Vi skal tilbyde trygge rammer, men samtidig på kvalificeret vis udfordre tryghedstrangen og erstatte den med en dyb tillid til, at fremtidens bjerge kan bestiges. Tryghedstrang skaber stilstand i det kendte og vante. Hvorimod tillid giver glæde ved udvikling, forandringer og udfordringer – og dermed også mod på tilværelsen.

En sådan tillid opnås kun ved erfaringer af udfordringer, opgaver og oplevelser, der er hårde… men gode!