Klumme, Fyns Stiftstidende, fredag d. 12. 8 2016

Vi er gået en tur. Fordi det kniber med skoleglæden. Min samtalepartner er Trine på femten og hun kan ikke rigtigt få fat i fællesskaberne. I sidste uge var det Thomas. Og ugen inden Jasmin.

Usikkerheden forhindrer udfoldelse. Manglende mod til handling. ”Hvis bare mit selvværd var bedre” gentager hun drømmende som andre før hende, og man mærker, at det manglende selvværd er en ensom diagnose, det er tungt at bære.

Fællesskabernes mange muligheder passerer lige forbi Trine. Imens har hun opmærksomheden rettet mod hullet i sig selv og siger ”Nej tak, det fællesskab kan jeg heller ikke deltage i, for jeg mangler selvværd.” Imens vi går, håber hun sikkert, at jeg kan fortælle hende, hvordan hun kan vinde det magiske selvværd. Så hun kan komme i gang med livet.

Den gode nyhed for Trine, Thomas, Jasmin og alle de andre unge er, at selvværd slet ikke er en forudsætning for aktiv deltagelse i eget og andres liv. Det er som begreb i denne sammenhæng en unødvendig konstruktion, som nok forklarer et manglende mod, men ikke hjælper spor til at finde det.

Vi mennesker rummer forskellige grader af usikkerhed, tvivl og tilfredshed med os selv. Men det behøver ikke påvirke evnen til at leve livet fuldt ud – hvis blot vi lader være med fortælle os selv og hinanden, at det gør det.

Lad os stoppe alle de ensomme budskaber om det forhold, man skal have til sig selv for at kunne have kærlige og meningsfulde relationer med andre. Blandt hvilke det værste og mest absurde dog er, at man ikke skulle kunne elske andre, hvis man ikkse elsker sig selv.

Vi er gud ske lov ikke noget som helst uden andre. Og det vigtige er slet ikke, hvad vi synes om os selv, men derimod det, vi gør sammen med andre.

Tvivl og usikkerhed er en helt naturlig del af livet, og det er det vores dannelsesopgave at formidle til de unge. Vi skal opøve deres livsmod, så de netop på trods af tvivl, modgang og manglende selvværd giver sig i kast med livets mange muligheder.

Vi skal derfor forsikre Trine, Thomas, Jasmin og de andre usikre unge om, at de ikke mangler noget som helst. At de med det samme kan begynde med at gøre noget meningsfuldt sammen med os andre. At de uanset deres selvværd er værdifulde for fællesskabet. Nemlig i kraft af deres handlinger og kærlighed til andet og andre end dem selv.