Det kan godt være, det kan virke som om virkeligheden er kompliceret, men i virkeligheden er det fuldstændig enkelt:

Der er for stor en andel af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse eller er for lang tid om at få den. Der mangler en gruelig masse håndværkere og erhvervsuddannelserne har massive rekrutterings- og frafaldsproblemer.

Mængden af unge, der har vanskeligheder i ungdomsuddannelsessystemet er lig med mængden af fremtidige håndværkere – ergo er problemet løst.

Især fordi, der samtidig går 15.000 velkørende og forkælede unge i 10. klasse på efterskole, som lige så godt kunne lade være – fordi de alligevel ikke skal være håndværkere. De kan så betale.

Jeg tror ikke, det hjælper erhvervsuddannelserne at antage, at løsningen på deres problemer er identisk med løsningen på 95% målsætningen.

Jeg tror derimod det hjælper, at have mange forskellige slags unge samlet på en efterskole i 10. klasse og præsentere dem for en fremtid, der ikke nødvendigvis inkluderer en studentereksamen. Også selvom nogle af dem tilsyneladende var afklarede, da de kom…