Foreningen har udviklet sig. Vi er i takt med det øgede politiske pres blevet en mere proaktiv forening, der i højere grad engagerer og vedrører din skoles drift. I en skoleform, hvor friheden besynges højt er det derfor ganske naturligt, at det demokratiske grundlag bringes til torvs i Efterskolebladet, når årsmødet pludselig tager beslutninger, der har betydning for den enkelte skoles økonomi.

Du kigger dig måske lidt nervøst omkring og overvejer, hvordan din skole i tilfælde af interessekonflikt rent demokratisk er repræsenteret i en forening, hvor hvert medlem har én stemme, og kun de, der møder op kan bruge den.

I en stille stund giver du dig måske enddog til at tælle skolens ansatte. Og naboskolens? Men vent lige lidt…

En af Efterskoleforeningens store styrker er dens folkelige forankring, hvis succes beror på, at medlemmerne er enkeltindivider med forskellig tilknytning, men samme interesse og dybtfølte engagement i skoleformen som sådan.

Der er tale om en folkelig forankring, der har sat de fysiske rammer omkring årsmødet under pres, og som mange andre foreningers forkølede generalforsamlinger misunder os, fordi den giver dynamik, medejerskab og udsyn – på generalforsamlingen – og efterfølgende også i hverdagens praksis på skolerne.

Sandheden er faktisk, at skolens interesser som sådan slet ikke er repræsenteret (kun ved urafstemninger om kontingentændringer har skolerne, repræsenteret ved bestyrelsesformændene en stemme). Det kan forståeligt nok give en følelse af demokratisk underskud, men inden du tæller videre, synes jeg, du skal spørge dig selv, hvad der ville ske med det mangfoldige og folkelige foreningsliv, hvis du forsøgte at ændre på dette?

Først ville det naturligvis skulle afgøres, hvorvidt skolerne tildeles stemmer efter kontingentstørrelse, elevtal, antal formænd, kvadratmeter, socialt ansvar, karaktergennemsnit eller…? Man kan så i øvrigt spørge sig selv, hvordan en sådan afstemning i sig selv bliver demokratisk? Uanset udfaldet bliver årsmødet, som er hjertet af foreningslivet, dog reduceret til et anliggende for skolerepræsentanter – altså bestyrelsesmedlemmer eller deres delegerede.

Spørgsmålet om skolernes repræsentation er altså i sidste ende et spørgsmål om foreningens liv og grundlag. Og den debat hilser jeg velkommen.

Som styrelsesmedlem giver det mig anledning til at understrege, at jeg – uanset hvilken tilknytning til foreningen du end måtte have – ikke opfatter dig som en soldat i en skoles demokratiske hær, men som et individ, der er andet og mere end blot repræsentant for din skole og dennes mere snævre interesser.

Aflives den folkelige tankegang, genopstår Efterskoleforeningen som en mere traditionel brancheorganisation. Og først da bliver jeg nervøs for vores sammenhængskraft, fordi der risikerer kun at være økonomiske interessekonflikter tilbage.