Fremtiden i første person

Overskriften lyder som en grammatikøvelse, men udspringer af et møde med Kierkegaard og handler om indholdet af de uddannelsespolitisk populære “overgange”. Problemer med rekruttering og frafald på ungdomsuddannelserne skal, lyder det gang på gang, løses med bedre overgange fra grundskolen. Hvad disse så skal indeholde fremstår mindre klart.

Imens min indre skeptiker mistænker overgangstænkningen for at være et kynisk forsøg på at finde en magisk koblingspedal, der effektivt sender de unge videre til en ny samfundsøkonomisk kadence, overvejer min konstruktive rebel, om vi kunne udnytte situationen og fylde hjerteblod i den ellers lidt tomme tønde.

Vi kender alle efterskoleeleven der dybtfølt beretter: “Jeg har fundet ud af, hvem jeg er!”. Om end udtrykket er en anelse floskuløst, foreslår jeg alligevel at identitetsarbejdet bliver hovedingrediens. For identitetsarbejdet indrammes særligt effektivt i efterskolepædagogikken.

Der er tale om en eksistentiel dannelse. Den enkelte træder ud af strømmen og bliver virkelig for sig selv. En bevægelse fra tredie til første person – hvor man går fra at se på sig selv som et “man” blandt alle de andre, til at blive et egentligt “jeg”.

Kan overgangene ikke med fordel tænkes ind i dette eksistentielle dannelsesprojekt?

Forestil dig fx en flok 10. klasseselever, der i den obligatoriske selvagte opgave (OSO) arbejder med deres fremtid. Det munder ud i en fremlæggelse – et lille rollespil, hvor eleven skal træde i karakter som en fagperson. Som sygeplejerske, ejendomsmægler, landmand… eller hvilket erhverv de nu har arbejdet med.

I to intense timer går eleverne nu hver i sær rundt blandt lærere og elevholdets forældre og præsenterer sig. Det eksistentielle twist opstår gennem den tvungne jeg-form, der er udgangspunktet i fortællingen om deres erhverv, deres liv, deres uddannelse, deres udfordringer med mere.

De fortæller fremtiden i første person. Og så bliver det fremtidige “jeg” pludselig også virkeliggjort.

Gennem rapporter, fremlæggelser eller samtaler i tredie person kan fremtiden holdes i strakt arm. “Man” kan blive til hvad som helst – eller som Kierkegaard ville have sagt det “til dette eller hint”. Mulighederne er nærmest uendelige og angsten for at vælge forkert bliver overhængende.

For at kunne vælge og vælge fra må “jeg” i stedet i spil. Også mit fremtidige. Gennem oplevelserne i første person bindes nutid og fremtid sammen med en mærkbar snor, hvor muligheder og begrænsninger kommer mere nærværende og relevant til syne.

Eksemplet er enkelt. Mulighederne for udvikling er til gengæld mange. Initiativerne kan være store eller små. Men samfundet og de unge har brug for, at vi bidrager med indhold til overgangstænkningen. For slet ikke at tale om nytænkende tilgange til uddannelsesvejledningen.

Vores styrke er, at vi ved at bygge videre på efterskolepædagogikken kan gøre det med udgangspunkt i den unge – og med et ordentligt tryk på dannelsen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *