(Indlæg bragt i efterskolebladet)

For nylig fik jeg et godt ord forærende af en både klog og kær ven. Det drejer sig om noget så krøllet som ordet “serendipitet”. Lige så vanskeligt, det er at udtale, lige så nemt er det faktisk at forstå, hvad det er. Prøv blot!

Serendipitet er at finde noget godt eller noget nyttigt uden målrettet at søge efter det.

Hvis det kniber, så tænk blot på Klods Hans og hans vejfund!

Serendipitet findes også beskrevet som det tilfældigt at gøre heldige fund. Kunsten at finde det u-søgte. At lede efter nålen i en høstak og komme ud af den med landmandens datter.

Mange vigtige opdagelser og opfindelser er frugten af en sådan tilfældighed: Amerika, penicillin, røntgenstråler og Post-It’s – blot for at nævne nogle.

Begrebet bruges naturligt nok også i forbindelse med kreative processer, hvor ideerne sjældent opstår på kommando, men dukker op på de særeste foranledninger.

Prøv en gang at overveje, hvor mange vigtige ting og tildragelser i dit eget liv, der kan tilskrives serendipitet!

Kan du mærke det? Ordet er fantastisk! Det sætter helt automatisk gang i tankerne. Det vender på et øjeblik op og ned på vores vaneforestillinger. Det ligesom skaber en sprække, der inviterer undringen og forundringen ind. Derfor giver jeg det med begejstring videre.

Særligt fordi dette ene ord kan inspirere til, hvordan den pædagogiske frihed i efterskolen kan udnyttes. Og især fordi det forstyrrer og sætter spørgsmålstegn ved den ekstremt målrettede tænkning, vi i uddannelsessektoren for tiden søges påduttet, fordi vi som uddannelsesinstitutioner forventes at levere varen i form af kompetence-tunede samfundsborgere, der kan arbejde effektivt for konkurrencestaten. Det være sig i form af nationale tests, kanonkrav, fælles mål og så videre.

Begrebet om serendipitet betvivler nemlig antagelsen om, at det bedste og mest effektive altid skabes gennem målrettede processer. I ordets kølvand må vi i det hele taget overveje, hvorvidt der findes væsentlige ting, som ligefrem undslår sig opdagelse ved målrettet søgning? Og hvilken betydning det i så fald må have for vores undervisning og pædagogiske praksis?

Ifølge den fremherskende fagdidaktik skal vi arbejde systematisk med læringsmål. Vi skal delagtiggøre eleverne i disse og i forbindelse med de enkelte øvelser og læringsaktiviteter forklare deres hvorfor og hvordan. Nuvel, målrettethed og systematik har sin plads i den gode undervisning. Det er ofte befordrende for læringen at delagtiggøre eleverne i tankerne bag undervisningen og særligt, hvis de også inddrages aktivt i planlægningen.

Derfor spørger eleverne også flittigt og somme tider med lidet skjult skepsis: Hvorfor skal vi lære det her? Hvad skal det bruges til? Problemet er bare, at svaret ikke altid skaber det engagement og den motivation, vi som lærere synes det burde og har hørt fra fagkonsulenterne, at det vil gøre. Nogle gange virker elevernes spørgen faktisk mere mekanisk, og man kan lidt paranoidt få indtryk af, at eleverne spørger blot for at nyde den pause i arbejdet, de får foræret, imens læreren pligtskyldigt anstrenger sig for at svare nuanceret og tilfredsstillende. Blot rammer svaret ofte forbi, fordi der er tale om en dybere motivationsmangel, som måske netop er fremkommet af for længe at have været mål for gennemgribende, målrettet uddannelsestænkning?

Så hvad ville der ske, hvis man en dag svarede ganske anderledes? Hvis man, som jeg en tirsdag eftermiddag, hvor spørgsmålet blev rejst midt i min tysktime, spontant udbrød: “Det ved jeg ikke. Men nu begiver vi os ud i denne her proces sammen og så ser vi, hvad vi finder!”? Overraskelseseffekten udeblev ikke. Det gjorde motivationen til læring sært nok heller ikke.

Serendipitet minder os om det væsentlige i at turde være i læringsprocesser sammen med eleverne, hvor man udforsker noget, uden altid at vide, hvad man skal finde. At vi tør gribe åbningerne i undervisningen og af og til bevæge os ud af ukendte stier. At vi spørger os selv, hvordan vi skaber en god og frugtbar balance mellem den systematiske målrettethed og pladsen til opdagelsen af og overraskelsen over det uventede.

Jeg tror at vi med tanke på serendipitet kan stimulere lysten til læring, samt pirre den nysgerrighed og udforskningstrang, der kan gøre Danmark konkurrencedygtig på innovation og kreativitet. Målrettethed gør det svært at nå andet end målet. Mon ikke vi med mere Klods Hans i undervisningen, bedre kan give de fremtidige generationer redskaber til at løse nogle af de mange væsentlige opgaver, som vi endnu ikke selv ved hvordan skal løses?

Hop med på gedebukken og tænk selv videre…