Velkomsttale efterskolen 16/17

Kære elev!

Ja dig!
Du har sikkert tænkt på, hvordan du får det fedeste, det mest fantastiske og forrygende efterskoleår?
Ikke?

Og dine forældre (uanset om de er en, to, pap-, plastik-, pleje- eller bare pinlige) – det lover jeg dig – det har de også tænkt meget på.  Ikke mindst fordi de skal leve af havregryn de næste 10 måneder, for at have råd til, at du sidder her lige nu.

Jeg ved det, fordi min egen ældste søn selv starter på efterskole i dag. Hjemme hos er vi allerede ved at kløjs i havregrøden og vi udbryder dagligt håbefuldt: “Ej, det bliver vel nok godt for ham”. Vi har en masse, vi synes, han skal have ud af det. Som vi inderligt håber, efterskoleopholdet kan give ham.

Og så er det ham, der er ved at kaste sin havregrød op igen, når vi lige for en sikkerheds skyld giver ham det klassiske du-skal-snart-på-efterskole-råd igen: “Du skal bare være positiv og åben”.

Hey du!
Det er faktisk et meget godt råd. Og kan du huske nye elevers dag?- og talen, sidste års elever havde skrevet?  De sagde det også: “Vær åben. Hold dig ikke tilbage. Du har kun et år. Vær med i alt, der er muligt. Ellers fortryder du. Vær positiv, vær dig selv og vær imødekommende.”

Midt i det hele var der også én, der havde skrevet: “nu ved jeg også, hvor meget ét individ betyder for resten af efterskolen og for fællesskabet”.

Det individ er nu dig.

Ja, faktisk er det dig, der har nøglen til de andres efterskoleår.  Dig!
Netop du er helt afgørende for, at de andre får det fedeste, mest fantastiske og forrygende efterskoleår.

Du kan ikke rane det til dig. Selv. Uanset hvor positiv og åben du er.

Det fedeste, mest fantastiske og forrygende efterskoleår er kun noget, du kan give til de andre. Det er med andre ord noget, som I skal give til hinanden. Det er nemlig i fællesskabet, det hele findes.

 

Kan du høre, at der virkelig er brug for dig?

Hver dag er vigtig. Det står der på vores skilt. Nogle læser det: hverdag er vigtig. Det er den også, hverdagen. Men de særlige dage skal heller ikke snydes.

Det betyder, at du hver dag skal gøre dig umage og udnytte minutterne.

Ja, ja. Jeg ved det godt. Nogle dage er du mere motiveret for at møde verden end andre. Du har ikke altid lige overskud. Føler ikke lige for det. Du er nede. Træt måske. Kommer ikke lige i gang.

Måske er der indimellem en velmenende voksen, der forsøger at motivere dig ved at sige noget så fjollet som:

“Kom nu, det er jo for din egen skyld”.

Du er måske også hoppet på den, hva?

Det er en noget voksensludder.
Der mangler jo tydeligvist noget: for hvad med de andre.  Fællesskabet?

Når alt kommer til alt er det nemlig slet ikke for din egen skyld, at du skal stå op hver dag og gøre dig umage. Det er derimod for at bidrage til fællesskabet og gøre en positiv forskel for andre. Og vi vil så gerne at du skal prøvet det, så du opdager, hvor dejligt og meningsfyldt, det er.

Hallo! Er du der endnu? Prøv lige at kigge dig omkring. Kan du se de andre?

Måske tænker du, at de ser meget bedre ud end dig. Ikke helt så nervøse. Og ham der sidder derovre: Hans far ser da meget mere cool ud end din? (Han ligner i hvert fald ikke en, der spiser havregryn og var det ikke også dem, der kom kørende i en BMW?)  Og hende der? Hun ser godt nok selvsikker ud. Wow.

Stop lige engang.

Måske kunne dit selvværd være bedre. Du tvivler garanteret også på dig selv. Ofte. Du er usikker på, om du nu er god nok. Om de andre kan lide dig. Om du kan finde ud af tingene.

Men ved du hvad: det vigtige er slet ikke, hvad du tænker om dig selv. Det vigtige er det, du gør sammen med de andre. Og uanset hvad, er der nøjagtig lige så meget brug for dig, som der er for alle de andre, når fællesskabet skal opbygges gennem de næste 10 måneder.

Tvivl, usikkerhed og manglende tro på sig selv er helt normalt. De færreste af os står op om morgenen og tænker: “jeg er fantastisk”. Og det behøver vi heller ikke for at gå i gang med dagen, bidrage og gøre en forskel for andre.

Lige netop det, vil vi også gerne lære dig.
Livsmod.  Kalder vi det.
Livsmod er ikke noget der først opstår, når al tvivl og usikkerhed er væk. Livsmod består tvært imod i at turde kaste sig ud i livets mange muligheder – på trods af tvivl og usikkerhed.

Det lyder let, ikke?
Det er det ikke.

Det er simpelt.
Men det’ ikke let.

Det gode er, at alle – ALLE- kan lære det. Hvis de vil. Og det tror jeg du vil, for ellers sad du her nok ikke.

Jeg vil gerne love dig, at det også indimellem bliver hårdt. Sikkert også sjovt, skørt og festligt. Og hårdt.

Kig dig lige omkring igen.

Kan du se dem?
89 andre elever på Midtfyns Efterskole.
Du er ikke alene om det her.

De er nemlig hver især og sammen her for at give dig, det fedeste, mest fantastiske og forrygende efterskoleår. I medgang og i modgang.

Kære elevhold 16/17,

Vi har glædet os helt utroligt meget til at se jer samlet her i dag. De næste 10 måneder er der brug for jer alle.

Og hvis I hver især alle er optagede af at give de andre det bedst mulige efterskoleophold, ja så får I alle – hver og en – med garanti det fedeste, det mest fantastiske og forrygende år her på skolen.

Det starter i dag.
Inden I ser jer om er det hele slut og vi sidder her igen til afslutning d. 1. juli.
Det går stærkt.
Alle tæller.
Hver dag er vigtig.

Et varmt velkommen til skoleåret 16/17.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *