Mange kigger alt for meget på linjefag og faciliteter, når de leder efter efterskole. Derfor har jeg besluttet mig for at lave en “oplysningsserie”, der peger på nogle af de mange andre fokuspunkter man kan have, når man kigger på efterskole.

Den første skal omhandle WEEKENDERNE PÅ EFTERSKOLEN.

Weekenderne er nemlig vigtige. Her er der tid til at lære hinanden at kende og styrke fællesskabet på nye måder. Eleverne har mulighed for at knytte nye venskaber, når hverdagens konstellationer ikke er mulige, fordi nogle er hjemme og andre på skolen. Her er der også god tid til at være sammen med den eller de voksne, der har tilsynet. Det giver anledning til mange gode samtaler.

Det er vigtigt, at der sker noget i weekenden, som eleverne samles om. Efterskoleelever bliver ikke i længden i weekenderne, hvis der ikke foregår andet end søvn, netflix og computerspil. En god efterskole sørger derfor for, at der er fælles aktiviteter i weekenden, som eleverne skal deltage i. Det understøtter nemlig også relationsdannelsen på tværs. Altså samtidig med at der er lidt mere tid til at sove og slappe af. Køkkenet kender også weekendernes værdi og har sandsynligvis lavet noget mad, der er lidt ekstra lækkert. En morgenmad med nutella, en søndagsmiddag eller måske det, eleverne har ønsket sig!

Et godt spørgsmål på rundvisningen er altså: hvordan er weekendlivet på skolen?