Kender I fornemmelsen af, at tingene hænger sammen. At det man er optaget af går op i en højere enhed?

Var til en konference på Cefu i dag (Center for ungdomsforskning) – og den kom interessant nok til at handle en del om motivation.

Efterskolernes rolle i konkurrencestaten? Flest mulige unge, der så hurtigst som muligt skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Uddannelsespolitikken som redskab for beskæftigelsespolitikken. Det smager faktisk lidt grimt, gør det ikke – for hvad blev der af mennesket og dannelsen? Til gengæld er det et faktum – knald hård analyse – at det er den situation vi befinder os i og ikke umiddelbart skal forvente at blive løst fra. Uanset om vi kan li’ det eller ej. Men råt skal den nu alligevel ikke sluges. Det er en analyse og en medfølgende retorik, der er reduktionismetruet. Den fører nemt til at alt for lineært uddannelsesbegreb. Og måske har det allerede ført til et for lineært uddannelsesbegreb. For uanset at man presser hårdere og hårdere på, stiger andelen af unge, der f.eks. Gennemfører en ungdomsuddannelse ikke nævneværdigt. De redskaber man har brugt, virker tilsyneladende ikke efter hensigten – i hvert fald ikke samlet set.

Dette faktum bliver på mange måder udgangspunktet på Cefu konferencen, hvor der bliver stillet skarp på de unges integration i uddannelsessystemet. Her dukker motivationen – eller manglen på samme – op som et gennemgående tema.

Ove Kai Pedersen sætter scenen: For at imødekomme konkurrencesamfundets udfordringer skal de unges arbejdspotentiale udnyttes optimalt. Vi har aldrig nogensinde før stræbt efter en tilsvarende effektivisering i forhold til en ungdomsårgang. Kravet om effektivisering kalder på disciplineringskrav. Der er færre muligheder for at vælge selv. Spørgsmålet er om den enkelte er både egnet og villig til at lade sig disciplinere? Ove K. Pedersen antyder at fravalg og frafald måske ikke skal opfattes som noget individuelt, men derimod som en social reaktion mod disciplineringskravet. Noget sådant kan måske forklare, hvorfor de faktiske tal begynder at falde, når man skruer målsætningen op. Redskaberne virker ikke! De unger lader sig ikke målrette i tilstrækkelig grad.

Problemet omkring målrettetheden kommer Camilla Hutters ind på i sit oplæg om de målrettede, de kritiske og de resignerede. Din unges diskurs er ganske vist ændret, så de nu også taler meget om målrettethed, men helt lige ud af landevejen går det ikke.

De unge fanger fint kravet om målrettethed, men de viser sig svære at indfri. Det er ikke lykkes at øge uddannelsesfrekvensen og mange med en studentereksamen får ikke en videregående uddannelse. De studerende er godt nok yngre, men der er også et øget frafald og der opleves markante trivselsproblemer. Jf. i øvrigt Politiken i dag om psykologhjælp på landets gymnasier.

De unge håndterer kravet om målretningen forskelligt, hvilket foranlediger Camilla Hutters til at indplacere dem i tre kategorier: de målrettede, de kritiske og de resignerede. Fælles for dem alle er, at de oplever motivationsproblemer i forbindelse med deres uddannelse.

De målrettede opfatter uddannelsen som instrument til at opnå et vellønnet job. De har fokus på at skille sig ud – både via præstationer på uddannelsen, men relevant erhvervserfaring er mindst lige så vigtigt som selve uddannelsesbeviset. I denne dobbeltkvalificering er uddannelsen i risiko for at tabe værdi til fordel for erhvervserfaringen, med manglende motivation for uddannelsen til følge.

De kritiske vil ikke målrettes og vil ikke skynde sig. De fastholder at uddannelsen skal være middel til selvudvikling og læring. Deres motivationsproblem opstår, når de oplever mangel på engagement og motivation i forhold til uddannelsen. Som Sofie Rye (formand for yngresagen) forklarede om sit eget drop out af jurastudiet: “Jeg kunne ikke rigtig se meningen med det”.

De resignerede forsøger at målrette deres uddannelsesvalg. De kan godt se, at de skal søge ind på en uddannelse, men de kan ikke finde ud af, hvad de skal, når de er inde. De er forvirrede og i tvivl om egne evner og muligheder. De oplever derfor også motivationsproblemet som mangel på mening, som fører til opgivelse og resignation.

Noemi Katznelson’s oplæg udpeger decideret motivation som problemet, når hun spørger “hvis motivationen er problemet – er ungepakken så svaret?”. Hun mener, vi taber de unge i overgangen fra grundskolen til ungdomsuddannelserne, hvilket naturligvis er interessant set med efterskoleøjne.

Hun forklarer hvordan de unges motivation i forhold til uddannelse har ændret sig gennem de seneste 20 år. Fra 90’erne, hvor lystvalg og identitetsdannelse var rationalet, over 00’erne hvor målretningsdiskursen og kontraktstyringen blev introduceret. I 10’erne er konkurrencediskursen blevet dominerende. Nu skal der udnævnes vindere og tabere. Konkurrencediskursen er flyttet helt med ind på uddannelserne – imellem de unge og sågar i forhold til de unge selv. Vinderne er hurtige til at gå forbi taberne og glemmer dem. Her opleves altså en stigende polarisering mellem vindere og tabere.

De unge har en følelse af, at man skal kunne det hele – og at man er fortabt, hvis man ikke kan det hele. De føler dårlig samvittighed, hvis man ikke har en plan. Det interessante er at motivationsproblematikken omkring uddannelse rammer bredt. Det handler ikke kun om de udsatte, det gælder i høj grad også de ressourcestærke unge. Igen et interessant faktum for os i efterskoleverden. Nu handler det ikke blot om at byde ind i forhold til dem, der ikke umiddelbart kan gennemføre en ungdomsuddannelse, men også de, der har ressourcerne, har behov for en indsprøjtning i form af motivation og mening med uddannelse.

Indsatserne for at få flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelser findes på mange niveauer. Noemi deler dem op i 4:

1. Institutionsniveaue (strukturelt)
2. Undervisningsniveau (pædagogisk)
3. Individniveau
4. Rammefaktorer som boligforhold, sociale- og trivselsrelaterede forhold.

Hun gør herefter opmærksom på, at mange af tiltagene ligger på institutionsniveau og på individniveau. Der har været meget lidt fokus på det pædagogiske niveau – ja man har faktisk set systematiske nedskæringer på dette område gennem mange år. Indtil nu har vi hørt lidt om undervisningsdifferenciering og to-lærerordninger, men man har ikke rigtig set på det indholdsmæssige og det kvalitative – der har været mere fokus på forskellige “ordninger”-

Her er der en bold, det efter min meninger ligger ligefor at gribe. For det er netop på det pædagogiske område, at vi har vores styrke. Vi er nemlig rigtig gode til at få de unge til at se meningen med tingene! I Dannelse der virker beskrives det f.eks. Hvordan eleverne gennem interessefællesskaberne lærer at lære – de indser meningen med undervisning, hvilket flytter videre over til andre emner og fag. Hvis der i uddannelsessystemet hersker en problemstilling omkring elevernes motivation og evne til at se meningen, har vi i efterskolen noget at byde på – det er vi nemlig rigtig gode til at at få dem til. Vi er dygtige til at motivere eleverne – eller mere korrekt: at skabe rammer, der virker fremmende for de unges motivation. I hvert fald imens de er hos os. Udfordringen til efterskolerne er at arbejde med mening og motivation på en måde, der også rækker ud over efterskoleopholdet. Man kan indimellem få det indtryk at et ophold på efterskole kan føre til, at de fremtidige uddannelsesophold netop føles tomme og meningsløse, idet de ikke har det samme fællesskab og den samme intensitet.

Betydningen af det personlige møde med de voksne i systemet bringes også til torvs flere gang i løbet af dagens oplæg og debatter. F.eks. I forhold til vejledningssituationen. Her efterlyser en ung nogle voksne der mener noget” De er utroligt sensitive for tjekboksenes tyranni og oplever hurtigt en vejledningssituation som noget, der bare skal overstås fra den voksnes side. Igen har vi noget at byde ind med. På vejledningssiden, hvor vi har bedre mulighed for at møde og kende den unge , men i det hele taget har vi et kæmpe potentiale i det intergenerationelle samvær. Måske er det det eneste sted i uddannelsessystemet, hvor de unge møder voksne, der har tid til at lære dem at kende personligt og tid til at være sammen med dem. Måske er det de eneste voksne de møder, som de kan føre samtaler om åbne spørgsmål med. Hvor den voksne mener noget, man kan spille bold op i mod – og ikke blot voksne, der skal gelejde dem hurtigst muligt ud på arbejdsmarkedet. Et forhold der måske også bidrager til at give mening? Et punkt, hvor vi har noget at dele ud af i den pædagogiske debat men sandelig også et pejlemærke, i forhold til, hvad vi skal sørge for at bevare og udvikle.

I vejledningsøjemed var der i det hele taget meget at komme efter. Det bliver tydeligt, hvordan også de ellers sikre elever, har brug for at blive bekræfte i deres valg – en tanke der også dukker op i “Vejledning i samspil”. I Efterskolen har vi et privilegeret rum for at arbejde med dette. Både i relationen mellem lærer og elev, men også fordi der er mulighed for at arbejde med grupper af elever og bruge fællesskabet som motor. I det hele taget kan vi i Efterskolen komme hele vejen rundt om eleven.

Men nu tilbage til konkurrencestaten. For hvad er der sket? Jo, de redskaber man hidtil har sat sin lid til, i forhold til at løse konkurrencestatens udfordringer har fejlet. Der er brug for nye bud, der i højere grad bevæger sig ind på det pædagogiske område (i modsætning til institutionsniveauet og individniveauet). I efterskolen knyttes det pædagogiske område tæt til arbejde med fællesskaber, og dette synes at virker stærkt motiverende på de unge. Dette og en række andre erfaringer gør os i stand til at byde ind med løsninger på motivationsproblemet. Vi kan på direkte vis tage de unge under vores vinger og tilføre dem en portion gennem et efterskoleophold, men vi kan også dele ud af vores erfaringer og viden – blandt andet med basis i dannelse der virker. At tilføre de unge kompetencer, der kan være med til at sende dem hurtigere (eller overhovedet) afsted på uddannelsessystemets samlebånd er en ting, men at lære dem at finde mening og motivation er en anden. Kan vi dette sidste, bidrager vi på fornem vis, til at uddannelsesbegrebet udvides på ny. Vi anerkender stadig konkurrencestatens udfordringer og vilkår, men vi har mulighed for at bringe løsningsmodeller i spil, der ikke reducerer unge til redskaber for økonomien, men tvært imod satser på borgere, der føler ansvar, selvstændighed og meningsfuldhed.

Ove K. Pedersen berettede i øvrigt om, at den danske velfærdsstats succes i høj grad beroede på den danske helhedsskole, som er ret unik ved at skabe stor grad af lighed, gennem en fælles pædagogisk baggrund og et fælles dannelsesprojekt. Helhedsskolen møder store udfordringer i konkurrencestatens tid, fordi den ikke nødvendigvis sikrer, at den enkelte ungdomsårgang mest effektivt bliver stillet til rådighed for arbejdsmarkedet. Men set i lyset af de unges motivationsproblemer bør vi måske satse på et fælles dannelsesprojekt – for måske er det – når det virker – og det gør det jo i efterskolen – alligevel et svar på konkurrencestatens udfordringer? Men vel og mærke et mere nuanceret og spiseligt svar – og et svar der gør det muligt at tro på, at vi kan stille noget op i forhold til de mange kinesere, for hvem mad på bordet og større materiel velstand giver ganske fin mening og motivation.

En glimrende dag!