Jeg kan lige så godt starte med at indrømme det: Jeg aner ikke, om det følgende ræsonnement holder! Læs og fortæl mig gerne, om jeg er på et spor eller blot vildspor.

Tanken er tænkt i et sammenfald af flere indfald. Og en del af denne blogbogs natur er at redegøre for inspirationskilderne – en refleksion over praksis. Her er det dog nogle fortællinger og samtaler, der har fået mig til at tænke anderledes om min egen praksis.

Til min farmors begravelse sidste lørdag fortalte min far en historie fra sin barndom. Om hvorledes min farmor i en bestemt situation havde formået at undgå det, han kaldte “unødig moraliseren” i en situation, hvor han havde dummet sig. Hun vidste, at han selv var i stand til at drage de nødvendige konklusioner og den nødvendige læring omkring sin adfærd, at hun ikke behøvede at moralisere – ved at italesætte hans fejltrin eller kommentere det.

I en samtale med en kollega dukkede dette tema på forunderlig vis op. Vi talte om elevernes motivation i forhold til tyskfaget. Jeg bragte min tanke om opdeling af eleverne efter motivation (de vælger selv motivationsniveau 1-5 og placerer sig fysisk derefter) på bane i forhold til en af min kollegas klasser. Primært for bedre at kunne tilgodese de motiverede elever, som nu er fysisk samlet og kan samarbejde uden at skulle trække de, der ikke gider. Vi kom til at snakke om, hvad der så sker med de “umotiverede” – om de så sidder fast ved bord 5.

Min erfaring er, at det slet ikke er det der sker. Ved at lade dem vælge selv og ikke sovse dem ind i (unødig) moraliseren (man kan vel diskutere om moralisering i virkeligheden altid er unødig) og pædagogiseren (jeg overvejer også for tiden om pædagogiseren også er en form for moraliseren) bringer man dem i et frirum, hvor de rent faktisk bliver i stand til at mærke dem selv og reflektere! De skal naturligvis ikke forstyrre undervisningen, men de er nu ikke underlagt forventninger og krav og kan – fra et mere nøgternt udgangspunkt – overveje, hvad de vil have ud af timerne og hvilken rolle de selv spiller. Vores trang til pædagogiske enetaler med “bør” som drivkraft virker måske netop fremmedgørende – her kan man gemme sig i en modreaktion og på den måde undgå at tage ansvaret selv. Når der ikke er noget at reagere automatisk mod (med uvilje, manglende motivation, dovenskab …) må man jo finde ud af, hvordan man overhovedet vil agere. Så virker uvilje, dovenskab, manglende motivation pludselig ikke så oplagt mere!

Altså- når man skaber et pædagogisk og moralsk frirum, giver man den enkelte mulighed for at mærke sig selv og finde ud af, hvordan han/hun vil agere – og ikke blot reagere. Man levner rum til at skabe aktion frem frem for reaktion. Og med følgende udsagn er jeg på dybt vand, men måske uden at drukne: Aktioner er – i modsætning til reaktioner – i udgangspunktet positive.