Jeg kan lige så godt starte med at indrømme det: Jeg aner ikke, om det følgende ræsonnement holder! Læs og fortæl mig gerne, om jeg er på et spor eller blot vildspor.
Tanken er tænkt i et sammenfald af flere indfald. Og en del af denne blogbogs natur er at redegøre for inspirationskilderne – en refleksion over praksis. Her er det dog nogle fortællinger og samtaler, der har fået mig til at tænke anderledes om min egen praksis.
Til min farmors begravelse sidste lørdag fortalte min far en historie fra sin barndom. Om hvorledes min farmor i en bestemt situation havde formået at undgå det, han kaldte “unødig moraliseren” i en situation, hvor han havde dummet sig. Hun vidste, at han selv var i stand til at drage de nødvendige konklusioner og den nødvendige læring omkring sin adfærd, at hun ikke behøvede at moralisere – ved at italesætte hans fejltrin eller kommentere det.
I en samtale med en kollega dukkede dette tema på forunderlig vis op. Vi talte om elevernes motivation i forhold til tyskfaget. Jeg bragte min tanke om opdeling af eleverne efter motivation (de vælger selv motivationsniveau 1-5 og placerer sig fysisk derefter) på bane i forhold til en af min kollegas klasser. Primært for bedre at kunne tilgodese de motiverede elever, som nu er fysisk samlet og kan samarbejde uden at skulle trække de, der ikke gider. Vi kom til at snakke om, hvad der så sker med de “umotiverede” – om de så sidder fast ved bord 5.
Min erfaring er, at det slet ikke er det der sker. Ved at lade dem vælge selv og ikke sovse dem ind i (unødig) moraliseren (man kan vel diskutere om moralisering i virkeligheden altid er unødig) og pædagogiseren (jeg overvejer også for tiden om pædagogiseren også er en form for moraliseren) bringer man dem i et frirum, hvor de rent faktisk bliver i stand til at mærke dem selv og reflektere! De skal naturligvis ikke forstyrre undervisningen, men de er nu ikke underlagt forventninger og krav og kan – fra et mere nøgternt udgangspunkt – overveje, hvad de vil have ud af timerne og hvilken rolle de selv spiller. Vores trang til pædagogiske enetaler med “bør” som drivkraft virker måske netop fremmedgørende – her kan man gemme sig i en modreaktion og på den måde undgå at tage ansvaret selv. Når der ikke er noget at reagere automatisk mod (med uvilje, manglende motivation, dovenskab …) må man jo finde ud af, hvordan man overhovedet vil agere. Så virker uvilje, dovenskab, manglende motivation pludselig ikke så oplagt mere!
Altså- når man skaber et pædagogisk og moralsk frirum, giver man den enkelte mulighed for at mærke sig selv og finde ud af, hvordan han/hun vil agere – og ikke blot reagere. Man levner rum til at skabe aktion frem frem for reaktion. Og med følgende udsagn er jeg på dybt vand, men måske uden at drukne: Aktioner er – i modsætning til reaktioner – i udgangspunktet positive.
Kan følge hvad dine tanker kommer af og næsten mærke det i mig selv – eller i oplevelser med børn – at fravær af ‘skal’ og konkrete forventninger giver et frivilligt rum at indtage. Jeg tror, det lejlighedsvist er sundt og effektfuldt, ikke mindst at opdage sit forhold til egen læring, og at det er til for én selv og ikke læreren). Den anden side af er dog, at vi som skole har et kæmpe ansvar for ikke at lade stå til og lade børn sejle deres egen umotiverede sø (som kan skyldes alt fra almindelig ugidelighed til sociale og læringsmæssige problemer mm). Vi må arbejde med at tænde deres motivation, at fange dem hvor de er og give dem adgang til andre typer ‘rum’ i læringen end vi måske selv havde forestillet os – hvordan kan man gøre netop det, de har brug for at lære, til et indlysende uomgængeligt behov for dem? I sådan en strategi kunne krav og frivillighed mødes. Omend man måske kunne betegne det mere subtil moraliseren/’pædagogisering’ kan vi i fx mere entreprenante og virkelige settings skabe en anden handlevilje eller mod på at lære, hvor børn som i dit eksempel kan træde ind i arenaen på måder, de selv er med til at definere.
Hvor er det i øvrigt spændende at diskutere disse ting med afsæt i en tysklærers erfaringer! It’s not gonna kill them at de ikke kan tysk – og de ved det….!! Men tænk hvilke døre, man har mulighed for at åbne, hvis man kunne! 🙂