Da mit vækkeur kækt gjorde opmærksom på sig selv et godt stykke før seks, havde jeg en vis forståelse for fænomenet frafald. Et splitsekund var jeg klar til at opgive hvad som helst for bare 5 minutter mere på langs. Men kun et splitsekund.

For toget venter jo som bekendt ikke. I hvert fald ikke på mig. Det samme kan vel siges om samfundsudviklingen i forhold til efterskolerne. Det gælder om at stå tidligt op. Så kan man måske undgå at blive vækket midt om natten.

Og tirsdag morgen blev jeg vækket og vakt i tide – ikke af uret, men af tanken om dagens ærinde: Møde i udvalget for mangfoldighed og social inklusion. Og lad mig sige det med det samme: der er tale om folk, der står tidligt op for at sætte efterskolerne på toget.

Temaet for mødet var frafald. For det er vores – efterskoleforeningens og dermed også jeres – målsætning – at reducere frafaldet i skoleformen. Udvalgets opgave var gennem dette møde at kvalificere arbejdet med denne målsætning. Det forsøgte vi på vanlig vis at gøre, ved at bevæge os rundt om mange aspekter af fænomenet.

Skoleformens frafald er de seneste år faldet fra 14% til 11%. Som frafald tæller i denne sammenhæng såvel frivilligt afbrudte ophold som hjemsendelser. Det tæller også omvalg – et faktum vi drøftede hensigtsmæssigheden af: For det kan vel godt være positivt, at en elev vælger om – og dermed vælger et skoletilbud, der passer bedre? Vi drøftede også om målsætningen skulle være 0%. Som et input til den drøftelse gjorde et udvalgsmedlem med erfaringer fra egen skole opmærksom på, at en meget lav frafaldsprocent på en meget velfungerende skole kan være tegn på, at elevgruppen er for strømlinet og at man ikke tager mere udfordrende elever ind.

Og det er jo netop det, udvalget for mangfoldighed og social inklusion handler om – de elever, der udfordrer os. En af de udfordringer handler om frafald – for med større socialt ansvar følger også større risiko for frafald. Derfor var vi også forbi de frafaldstruede elevtyper, som dog er langt mere diffus end fx en socialklasse. Vi fandt god inspiration i Center for Ungdomsforsknings udtryk ”Gråzoneunge”. Der er tale om unge, som vi normalt vil kalde sårbare unge og som ikke rigtig trives. De har ikke en diagnose, men deres problemer er alligevel mere intense, end det man vil betragte som hørende til et normalt ungdomsliv. De kan selvfølgelig godt komme fra en udsat familie – men lige så vel fra et hjem med klaver. Og de kan sagtens være piger. Det sociale ansvar er vi i den forbindelse nødt til at forstå bredt. Rigtig mange unge har brug for den øgede robusthed, efterskolen kan give dem – hvis de altså gennemfører.

”Bulderbasserne” findes naturligvis også. Primært drenge, der af forskellige årsager har problemer med at agere i de rammer, andre helt uden problemer blomstrer i. Og skal vi hjælpe dem, kan det være tilrådeligt at udvise pædagogisk fleksibilitet i forhold til reglerne. En eftertænksom efterskolelærer gjorde mig for nogle år siden opmærksom på, at overholdelsen af husordenen, som han kaldte den, godt kunne betragtes som en målsætning for opholdet, snarere end en egentlig forudsætning.

Vi efterskolevoksne får et særligt slukket og lidt flovt udtryk i øjnene, når vi taler om hjemsendelser. Noget ingen kan lide, men næsten alle har prøvet at være med til. 3,1 % af frafaldet i skoleformen skyldes hjemsendelser. Det er enkelt at mene, at man slet ikke skal sende elever hjem. Og bliver hjemsendelsen brugt som en problemkatapult i tilfælde, hvor man kunne have fundet en alternativ vej, er 3,1% lige så mange tilfælde for meget! Med det er ikke bare enkelt. Hjemsendelse er forbundet med en række dilemmaer og forstyrrende spørgsmål, som det er godt at drøfte jævnligt. Jeg bringer i bunden af dette indlæg en lille uforpligtende inspiration til en sådan drøftelse.

Vi havde i øvrigt valgt at holde mødet på en skole, der har erfaringer med at nedbringe frafald. Tølløse Slots Efterskole har i løbet af de seneste 5 år nedbragt frafaldet drastisk. Vi taler fra mellem 25%-50% ned til noget, der nærmere ligner 2%. Det har de gjort gennem mange forskellige indsatser, der hver især ikke er kæmpe store, men til sammen gør en enorm forskel. De har blandt andet i lærerstaben ansat en teenagecoach – som både er til stor konkret nytte for de unge – men også til inspiration for personalet. Der var rigtig mange gode pointer i deres oplæg til os, og jeg har særligt lyst til at fremhæve én – som meget godt illustrerer at pædagogik har mange mellemregninger. På Tølløse fortalte de nemlig, at de bruger rigtig meget tid på at krydse eleverne af. Og det gør de ikke – som mange kunne tænke – for at kontrollere, men derimod for at kunne sige: ”Vi savnede dig i morges”.

Mine tanker røg tilbage til sengen og vækkeuret. For var jeg rent faktisk stået op, hvis jeg ikke troede, det havde nogen betydning om jeg var i Tølløse eller ej?

Pointen er, at den bedste måde at forebygge frafald er at skabe inkluderende miljøer, hvor alle elever føler sig som en del af fællesskabet. For elever, der føler sig som en fuldgyldig del af fællesskabet, falder ikke fra.