(Klumme trykt i Efterskolebladet, februar 2013)
Denne klumme handler om et simpelt “og”. Det står lige mellem bedste og frieste. I Efterskoleforeningens formål, som ud over udbredelse af “kendskabet til skoleformens frie idégrundlag og dens folkelige og kulturelle muligheder og betydning” byder os at “skabe de bedste og frieste vilkår for elever, medarbejdere, skoler og skolekredse”.
Vi arbejder altså ikke kun for de frieste vilkår. Vi arbejder også for de bedste. Og disse bør samle os. Ikke altid i enighed. Men i dialog – om det fælles bedste. Et fælles bedste, som vi hver især kan bruge friheden til at forpligte os på. Et fælles bedste, som til enhver tid først og fremmest har alle Danmarks unge, og deres mulighed for at få udbytte af efterskolens forpligtende fællesskaber, for øje. Udbytte i form af dannelse og uddannelse. Nu og i fremtiden.
Hvis frihed fra andres indblanden er det eneste fælles bedste, giver det ikke mening at have en efterskoleforening. For en sådan kamp kan man i princippet kun føre alene. For den, der kun har friheden “fra” for øje, bliver aldrig del af et fællesskab. Det er banalt. Alle, der har læst Palle alene i verden ved det. Et ubetinget frihedsbegreb er ikke foreneligt med menneskelig sameksistens. Hvis Palle ikke var del af din barndoms kanon, kan du konsultere en arbejdsløs for at få bekræftet, at en sommerferie kun er noget ved, når den har en ende.
En indrømmelse. Et folketingsmedlem gav os for nylig spørgsmålet: Hvad vil give jer større frihed til at drive jeres skole? Jeg er dybt optaget af at holde forældrenes grundlovssikrede ret til at vælge en anden dannelse og uddannelse for deres børn, end den statens institutioner tilbyder, i hævd. På trods af dette var min første tanke: Vi har ikke brug for større frihed – men snarere brug for indbyrdes at tale om, hvordan vi i fællesskab forvalter den megen frihed, vi allerede har!
Ellers kan jeg godt være bange for, at det frieste bliver på bekostning af det bedste! De ultimativt frieste vilkår får vi nemlig, hvis staten vælger helt at blande sig selv og sine finanser uden om.
En pointe er det, at vi midt i al vores påberåbte frihed bruger vi en betragtelig mængde tid på at definere os selv i forhold til hinanden. Det er nødvendigt, når man driver skole på noget, der kan beskrives som markedsvilkår. Naturligt skæver vi til naboskolerne – som i dette perspektiv kaldes konkurrenter – når vi fx skal fastsætte skolepenge, udvikle vores linjer, vurdere vores faciliteters tidsvarenhed, introducere nye oplevelser og så videre.
Men er det virkelig kun frihed til at agere som konkurrerende virksomheder på markedet, vi ønsker? Prisen for denne frihed er jo netop afhængighed. Vi tvinges til hver især at navigere i forhold til de andres handlinger, uden mulighed for i fælles forum at drøfte hensigtsmæssigheden af den udvikling, der følger.
Folketingsmedlemme, der spurgte til skoleformens frihedsønsker, får naturligvis svar i form af forhold, hvor vi kunne tænke os større fleksibilitet. Den tanke, som spørgsmålet gav mig, vil jeg i stedet sende videre til dens rette modtagere – efterskoleforeningens medlemmer – med opfordringen om at drøfte efterskolen i spændingsfeltet mellem frieste “og” bedste.
Det hænder naturligvis, at friest rent faktisk også er bedst, men med mellemrum må man forholde sig til, om en udstrakt frihed på et givent område er foreneligt med de bedste vilkår i fremtiden for elever, medarbejdere, skoler og skolekredse i skoleformen. Områderne kan være mange. Ingen nævnt – ingen udeladt!
At rejse netop dette spørgsmål, vil jeg derfor til enhver tid betragte som legitimt. Selvom begrundet uenighed indimellem vil være det højeste, vi kan stræbe efter, vil jeg ligeledes til enhver tid betragte den efterfølgende dialog som væsentlig og konstruktiv for vores bevægelse.
Derfor tog jeg oplivet hjem fra vores dialogmøder i december, hvor vi mødte medlemmerne, og endnu væsentligere – hvor medlemmerne mødte hinanden i konstruktiv dialog om et muligt fælles bedste – særligt i relation til emnet mangfoldighed og socialt ansvar.
Møderne gav mig en fornemmelse af en tiltagende forståelse af, at fælles forpligtelse er påkrævet, hvis vi vil handle proaktivt i forhold til samfundets udvikling og den politiske dagsorden. Men samtidig en bekymring, for i det vi drøfter og måske endda formulerer et fælles bedste, bliver det så ikke også pludselig et anliggende for bevægelsen, hvordan den enkelte skole udfolder sin frihed i forhold til dette bedste? Og er vi sikre på, at det nu også er klogt? – som et engageret efterskolemenneske spurgte mig i en pause.
Det er uden tvivl nemmest at lade være. Men vil vi noget fælles, nytter det næppe at unddrage sig enhver samtale om konkrete forhold på de enkelte skoler i henhold til frihedsbegrebet. Sådan foregår det heller ikke, når vi i dagligdagen med de unge holder et spejl op foran dem, så de kan se deres egne handlinger i forhold til fællesskabet.
Det skader dog aldrig at overveje, hvordan man starter dialogen, og i denne henseende er de fleste efterskolemennesker ikke anderledes end de unge: Et åbent spørgsmål virker mere befordrende for den efterfølgende dialogs kvalitet, end en fordømmende pegefinger.
Som frie skoler befinder vi os konstant i en refleksiv praksis, hvor vi forankrer og forklarer de valg, vi træffer – overfor os selv, elever, forældre, kolleger, praktikanter, skolekredse m.m. Samtaler, der som oftest er udviklende. Så hvorfor skulle vi ikke også ville indgå i i en lignende samtale med hinanden? Måske vi i forlængelse deraf i fællesskab kan godtgøre vores praksis og dens betydning for resten af samfundet også.
Så næste gang du hører nogen være betænkelig, når du eller andre sætter spørgsmålstegn ved forhold i skoleformen eller endog på nogle af skolerne, håber jeg, at du venligt – men bestemt – vil minde dem om det lille, men for vores fælles fremtid så betydningsfulde “og”.