Motivation kommer af det latinske verbum movere. Det betyder at bevæge eller at sætte i bevægelse. Motivation handler altså om bevægelse. I skolekontekst er det eleven, der er motivationens objekt – det er eleven, der som mål skal være i bevægelse, men hvem er egentlig motivationens subjekt – hvem er det, der motiverer?

Som lærer oplever jeg, at de fleste elever kommer med den klare opfattelse, at det er mig, der er motivationens subjekt. Jeg skal præsentere dem for en undervisning, der motiverer dem til at lære noget. Læring kræver motivation, og da læreren er ansvarlig for, at eleverne lærer noget, må læreren også være ansvarlig for, at eleverne er motiverede.
Det stiller store krav til mig som tysklærer. Spørger jeg eleverne i starten af skoleåret skal jeg være fagligt dygtig, velforberedt, variere undervisningen, gøre stoffet nemt at forstå, give udfordringer, gøre stoffet relevant, kunne overbevise dem om, hvorfor de overhovedet skal lære tysk, bruge moderne medier i undervisningen, være morsom, høre musik med dem, se mindst 4 spillefilm, ikke fokusere for meget på grammatik, oversætte på klassen, lade være med at oversætte, lave gruppearbejde, gøre som Pernilles gamle tysklærer og lade være med at gøre som Prebens, og så videre og så fort… Blandt forslagene kan der nemt være adskillige, der er modsatrettede – kort sagt en fuldstændig umulig opgave!

Jeg er faktisk helt bevidst holdt op med at spørge, efter jeg i slutningen af et skoleår kom for skade at spørge en gruppe temmeligt umotiverede drenge, hvad jeg skulle have gjort anderledes, hvis de skulle have været mere motiverede. De tænkte et stykke tid og så svarede den ene, mens de andre nikkede: Mette, du skal ikke lave om på din undervisning, det hjælper ikke, for det er bare os, der ikke gider at lære tysk!
Subjektet for motivationen er nemlig ikke læreren, men derimod eleven selv. Det er – i hvert fald når vi når overbygningen – eleven selv, der skal sætte sig i bevægelse – eleven, der skal finde eller skabe sin egen motivation.  Min opgave nummer et er således ikke at spøge eleverne om deres forventninger til mig, men derimod at gøre dette forhold tydeligt for eleverne.
At eleverne selv skal finde eller skabe  egen motivation betyder ikke, at jeg som lærer skal se passivt til. Jeg er naturligvis til stede som et erfarent menneske, der gerne kommer med inputs, spørgsmål og små eller større skub i processen. Men jeg mener, det er væsentligt at fastholde,  at eleven som et frit menneske selv er tovholder og ansvarlig for denne proces.
Netop det at betragte eleven som et frit menneske er centralt. Når jeg betragter og behandler den enkelte som et sådant, får den enkelte muligheden for at se sig selv tilsvarende. For det er mit første mål som lærer for elever i 9. og 10. klasse. At de ser sig selv som frie mennesker. Af denne erkendelse følger lutter interessante ting, og som lærer kan man læne sig lidt tilbage og se måbende til, når eleverne f.eks. går i gang med at udforske deres egen indstilling til tyskundervisning, og så kan man glæde sig højlydt, når undervisningsevalueringerne byder på følgende perler:
  • Jeg har fundet ud af at hvis man har svært ved faget , så handler det om en vilje og indstilling til faget, og så kan man godt langt hen af vejen!
  • For at lære tysk skal man kunne tre ting.  Gide lære tysk, tage ansvar og synes at det er sjovt.
  • Jeg har selv lært hvordan jeg lærer bedst, og der er også gået et lys op for mig i tysk! Det er rigtig godt!
Lad mig med det samme forebygge den misforståelse, at ovenstående er en pædagogisk metode eller en didaktik. Det er det ikke, det er snarere et menneskesyn. Derpå følger forskellige pædagogiske metoder og didaktikker i forhold til det at lære tysk, hvor jeg som lærer ofte kan være meget styrende. Dette er altså ikke et forsvar for en “fri” undervisning, hvor eleverne har det så ofte misforståede ansvar for egen læring.  Det er en opbyggelig advarsel imod (blindt) at videreføre en pædagogisk praksis, hvor eleverne læner sig tilbage og tænker, at læreren har ansvaret – også for det, der skal foregå inde i mig!
I den forbindelse er rammen og ikke mindst sprogliggørelsen af denne væsentlig, fordi rammer skaber forventninger. Har vi har en ramme omkring skolen, der hedder at eleverne skal altid have lyst til at lære (for slet ikke at tale om den ramme, der hedder, at det skal være let at lære – den kunne man skrive et helt andet blogindlæg om) kan skolen få svære vilkår. Det er naturligvis ikke dårligt, hvis skolens hverdag er sådan, at eleverne ofte har lyst til at lære, ligsom det naturligvis også skidt, hvis de aldrig har blot lidt lyst til at lære. Pointen er ikke desto mindre, at det ikke er en forudsætning for en god skolehverdag, at vi  har lyst til at lære.
En mulig kilde til denne fejltagelse kunne være sammenkædningen af lyst og motivation. Ræsonnementet synes at være følgende: Elever skal bevæge sig for at lære noget – for at bevæge sig skal man være motiveret, og det indebærer, at man skal have lyst.  Men motivation og lyst er langt fra det samme. Hvilket er indlysende, hvis man blot tænker en smule grundigere over det.
Det er nemt at være motiveret for noget, man har lyst til. Og lyst kan bestemt være en motivationsfaktor. Men det er kun en blandt flere. Det siger nærmest sig selv,  at en cykelrytter ikke hver dag har decideret lyst til at træne 8 timer. En del af det at blive voksen handler netop om at kunne  være motiveret for noget, på trods af, at lysten mangler. At være et frit menneske betyder netop, at man ikke kun er styret af sine lyster. Derfor kan vi som lærere med fordel betragte vores elever, som mennesker, der enten kan eller kan lære at være motiverede på trods af manglende lyst.  Jeg italesætter derfor sjældent lysten, når det handler om tyskundervisning. Jeg regner det faktisk, lidt provokerende sagt, for irrelevant om mine elever har lyst til at lære tysk eller ej. Undervisningens skal de jo følge under alle omstændigheder.
Hvad jeg derimod ikke regner som irrelevant er, om mine elever har mod på at lære. Og det er en ramme , jeg gerne italesætter og et fundament, jeg arbejder ihærdigt på at hjælpe eleverne til at lægge. For en del stiger lysten i takt med modet, men det virker sært nok sjældent omvendt, når man først er nået til overbygningen.
I stedet for at tale om lyst foreslår jeg altså, at vi taler om mod. Det er i første omgang ikke væsentligt at vores overbygningselever har lyst til at lære (det er ganske givet noget andet med børn i f.eks. indskolingen), men derimod at de har mod på at lære. Og manglende mod oplever jeg ofte som en barriere for motivationen.
Hvad motivationen selv angår er det ikke uvæsentligt, hvordan den forstås. Uddannelsespolitikken er blevet et væsentligt led i beskæftigelsespolitikken, som igen skal være med til at sikre vores samfunds overlevelse i den hårde globale konkurrence. Derfor er motivation – og manglen på samme – ved at blive et omdrejningspunkt for mange politikere. Motivation forekommer at være løsningen på mange problemer. I kommissoriet for Antorinis Ny Nordisk Skole står det således:
“For mange elever mangler motivation og mister lysten til at færdiguddanne sig, og alle elever skal udfordres og lære mest muligt gennem hele uddannelsessystemet”
Men her må man advare imod at motivationen instrumentaliseres og bliver noget, der kan hældes på børn og unge i litervis, hvis man blot har fundet den rette metode eller en “best practice” til efterfølgelse. Min påstand skal være, at den tænkning udmønter et menneskesyn i praksis, der lige netop virker demotiverende. Nemlig at elever er myrer og ikke mennesker. Vi skal holde op med at tro, at motivation grundlæggende er noget lærere gennem deres metoder kan skabe hos eleverne. Med et bevidst og “frit” menneskesyn kan vi derimod give motivationen plads til overhovedet at gro frem. Dernæst kan gode undervisningsmetoder være med til at gøde og vande jorden.
Som lærer ser jeg det således som min rolle, at se hver enkelt af mine elever på en måde, der gør, at de kommer til at  se sig selv som et frit menneske, der hver dag, hver time, ja hvert øjeblik står med et grundlæggende valg: vil jeg bevæge mig? Hvis svaret er ja, står jeg klar til at gøre, det bedste jeg kan for at hjælpe, bistå, coache, lede (… eller hvad der skønnes mest hensigtsmæssigt) processen. Hvis svaret er nej, fortsætter jeg min undervisning og signalerer at jeg er klar til at tage fat, i det øjeblik svaret er et andet.