I disse evidensbaserede tider følger her i ydmyghed overfor den menneskelige  kompleksitet et oprørsk pip. Jeg lover, at det ikke på nogen måde er videnskabeligt dokumenteret. Det er det pure tankespind. Til gengæld tror jeg på, at tanker er betydende for den menneskelige praksis. At det ikke er videnskabeligt eller evidensbaseret betyder således ikke, at det er uden relation til den virkelige og praktiske verden.

På min grunduddannelse stødte jeg på filosoffen Thomas Nagel. Ham var jeg meget fascineret af. Han har en fantastisk måde at tænke perspektivisk – at sætte fingeren på det faktum, at det samme opleves og må forklares på forskellige måder for at få det hele med.

Når han såldes skal redegøre for den frie vilje påpeger han, så vidt jeg husker (for det er ved at være en del år siden, jeg sidste har læst Nagel) at vi, når vi står overfor tilværelsens forskellige veje er frie til at vælge, selvom vi bagefter – i bagklogskabens lys – kan forklare, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde og ikke gjorde noget anderledes. I dette baglæns perspektiv er valget determineret frem for frit. Pointen er, at det ene perspektiv ikke er mere sandt end det andet. De eksisterer side om side i en moderne form for dualisme.

Det forekommer mig frugtbart at betragte undervisning lidt på samme måde. Undervisning er nemlig – ganske som resten af tilværelsen – et komplekst fænomen. Når timen starter, kan ingen forudsige, hvad der vil ske – om dagens øvelser vil bibringe det ønskede resultat – eller måske et helt andet? Læreren kan have ideer om effekten, men situationen er per definition åben – og mange faktorer er i spil. Når vi derimod kigger tilbage på timen, vil vi i høj grad være i stand til at forklare den effekt, der opstod (eller udeblev) – og dermed vil læringen i bagklogskabens lys fremstå determineret. Også her er det ene perspektiv ikke mere sandt end det andet.

Følger vi denne tanke til ende, kan vi godt glemme de evidensbaserede læringsmetoder som svaret på alle undervisningsmæssige udfordringer. Denne tilgang tager kun højde for det tilbageskuende perspektiv, hvilket gør anvendeligheden mere begrænset, end den aktuelle politiske diskurs lover os. Naturligvis kan (og skal) man blive klogere af egne og andres erfaringer, således at man som lærer får nye muligheder i undervisningens nu. Derfor er det tilbageskuende perspektiv ligeså nødvendigt som det andet. Men sikre at læringen på nærmest deterministisk vis fungerer og bærer den frugt, som læreren, eleverne, skolen, forældrene, undervisningsministeren (eller?) har bestemt, kan den aldrig komme til.

Og heldigvis for det. For kun således beholdes ydmygheden overfor undervisningsopgaven, samt forundringen over læringens mirakel. Og kun således får børn og unge mulighed for at udvikle sig ud over de voksnes forestillingsevne, hvilket i disse globale konkurrencetider synes mere nødvendigt end nogensinde.