En kolossal styrke i vores skoleform er, at vi har engagerede lærere, der har de unges interesser og efterskolens sag for øje. Derfor er der brug for, at lærerne med deres medlemskab af Efterskoleforeningen også bidrager til drøftelsen af hvilke arbejdsvilkår og muligheder, der bedst bidrager til at løfte skoleformen. Derfor bør lærerne til enhver tid være repræsenteret i foreningens politiske ledelse, styrelsen.

Jeg har de seneste uger mærket en lockout på egen krop, og det er meget lidt positivt, jeg kan sige om den sag. Konflikten er nu ovre, men vreden over at blive låst ude, fordi forhandlingsparterne ikke kunne eller ville løse deres opgave, forbliver et stykke tid endnu, kan jeg mærke.

Det har været en speciel oplevelse at være lockoutet lærer, der samtidig er styrelsesmedlem i Efterskoleforeningen. Jeg har haft rigtig mange gode samtaler med efterskolekolleger på barrikaderne. Om fagpolitiske synspunkter og om bekymringer i forhold til fremtiden. Det vil jeg gerne sige mange tak for. Det har desuden været formidabelt at opleve, hvordan efterskolelærerne sammen har skabt positive arrangementer og god energi i en vanskelig situation. Men som enerfaren kollega udtrykte det, vender vi – uanset om vi vil det eller ej – vingeskudte tilbage. Der ersår, der skal heles.

Ordet dobbeltkasket er enkelte gange dukket op. Pointen er bare, at jeg aldrig før har følt, atder var tale om nogen form for dobbeltkasket. Jeg har gennem mine 2 år i styrelsen tværtimodfølt en dyb sammenhæng mellem mit daglige virke som lærer på en efterskole og mit politiskearbejde i efterskoleforeningen. Jeg føler i den grad, at de beslutninger, jeg har været medtil at træffe, ligger i lige linje med den pædagogiske praksis, jeg udøver til daglig. Jeg harkun oplevet, at mit lærerperspektiv har været mere end velkomment, og at mine kolleger istyrelsen og foreningens ansatte har stor respekt for den jord, jeg har under mine negle.

Lockouten kom som en lige højre! Det var svært ikke at gå i gulvet og blive der. Min strategi iden type situationer er at tænke, samtale, tænke, samtale og blive ved indtil mit hoved kan fåbrikkerne til at passe bare nogenlunde. For hvordan var vi havnet i den fastlåste situation oghvordan er foreningens rolle?

Efterskoleforeningen er ikke en fagforening. Hverken for lærere eller ledere. En fagforening varetager primært en særlig faggruppes interesser i forhold til løn- og ansættelsesforhold. En fagforenings medlemmer er derfor kun personer – som arbejdstagere betragtet. Uanset vores rolle i efterskolen er vi ikke kun medlemmer af efterskoleforeningen, fordi vi er arbejdstagere i den. Vi er medlemmer, fordi vi som ansatte har relationer – og for manges vedkommende stærke relationer – til skoleformen. Derudover er også skolerne som institutioner medlemmer.

Vores foreningsfællesskab som arbejdstagere må vi søge i fagforeningen. Det samme gælder lederne. Og her kan målet godt være et andet, der er tættere på os selv og vores egne interesser.

Når Efterskoleforeningen i overenskomstmæssig sammenhæng bliver placeret på
arbejdsgiverside, må det således ikke forveksles med, at foreningen agerer fagforening
for lederne. Skolelederne har deres egne fagforeninger. Lederne i efterskolen er i den optik ogsåarbejdstagere, der er ansat af en bestyrelse til at administrere skolen – herunder til at lede dens personale.

Da efterskolerne som selvejende institutioner fungerer som arbejdsgivere, bliver vi i overenskomstspørgsmål hørt på arbejdsgiversiden. Og da Efterskoleforeningen som skoleformsforening har skolerne som medlemmer, giver det faktisk rigtig god mening, at vi sidder på den side af bordet. Alternativet er nemlig slet ikke at sidde med.

Når der – som vi netop har oplevet det – opstår en interessekonflikt mellem arbejdsgiversiden og arbejdstagersiden, er der stor fare for at perspektiverne forvikles. I og med, at ledelsen er ansat til at administrere arbejdsgiverrollen, kan det opfattes som om Efterskoleforeningen er partisk til fordel for lederne. Men vores perspektiv er et trin ”højere”, og udgangspunktet er faktisk at skabe sammenhæng, fordi vi jo både som lærere, ledere og bestyrelser ønsker en velfungerende skole. Både for de unge og som arbejdsplads.

Naturligvis kan der opstå divergerende meninger om, hvilke midler, der bedst fører til målet. Her er samtalen essentiel. Den gør alle parter stærkere og klogere. Hvis vi som
lærere i den forbindelse ikke føler, at vi bliver hørt, skal vi råbe op og gøre vores indflydelse gældende. Vi skal desuden inviteres med i de udvalg, hvor der foregår drøftelser om arbejdsforhold og tilrettelæggelse af arbejdstiden. Derfor vil lærerne også blive en væsentlig del af den tænketank, der i efteråret skal arbejde med de pædagogiske muligheder i den nye overenskomst.

Til gengæld skal vi som lærere ikke bekymre os om, at foreningen bliver hørt på
arbejdsgiversiden ved overenskomstforhandlingerne. Vi skal heller ikke udnævne foreningen til en forstanderklub og blive væk fra medlemsmøder og -arrangementer. Vi skal derimod betragte os som en naturlig og helt uundværlig del af foreningen!

Jeg håber derfor at se rigtig mange lærere til medlemsmøderne med titlen “Efter lockouten”. Her er der blandt andet mulighed for at høre om foreningens rolle og holdning i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, blive klædt på til at genoptage et godt samarbejde efter en ødelæggende konflikt og blive klogere på den nye overenskomst.