Til alle de voksne, der i dag forarges over den voksende andel af danske børn, der går på fri- eller privatskole og dermed angiveligt truer den danske sammenhængskraft, vil jeg gerne komme med forslag til en simpel øvelse:
Kig på dig selv og dernæst ud af dit vindue: Har du i dit boligvalg prioriteret at styrke den danske sammenhængskraft? Hvor mangfoldigt er dit nabolag?
Kig dernæst på den del af dine kolleger, som du spiser din frokost med – hvor mange socioøkonomiske klasser er repræsenteret?
Du kan nu tænke på din vennekreds eller menneskene i og omkring dit fritidsliv: Hvor mange ikke etniske danskere fra Arabien, Asien eller Afrika tæller den? Hvor mange kontanthjælpsmodtagere?
Til sidst kan du tænke på den politiker, du stemte på til sidste folketingsvalg…
Måske vi skulle starte samtalen om sammenhængskraft et andet sted!