Noget i den aktuelle politiske diskurs går mig mere og mere på. Jeg er sådan set meget optaget af motivation – men jeg synes faktisk, at ordet bliver misbrugt!

Motivation er noget, der foregår inde i den enkelte. Ligesom meninger, følelser og tanker er det noget, det ikke giver mening at ville bestemme over. Jeg kan godt bestemme, hvordan mine elever skal opføre sig, men jeg kan ikke bestemme, hvad de skal tænke, føle, mene … endsige, hvad der skal motivere dem. Frisind!

Jeg kan selvfølgelig godt forsøge at påvirke dem til at tænke, føle, mene noget bestemt – ligesom jeg kan forsøge at motivere dem. Men det skal altid gøres med stor forsigtighed og med respekt for det enkelte menneske autonomi. Det kan hurtigt blive formynderisk.

Når det gælder statens omgang med borgerne, er jeg endnu mere på vagt. Og når ordet motivation kommer ud af en politikers mund, er der altid fare for en umyndiggørelse af borgerne. Og en personlig invasion.

Dagpengeperiodens forkortelse er et eksempel. SU-reformerne et andet. Vi skal spare og det er for så vidt i orden – måske er det ligefrem hensigtsmæssigt for den danske økonomi. Det er det sikkert. Men det er ikke afgørende her.

For for at legitimere besparelsen bruger man så hurra-ordet motivation – for hvem kan ikke se det fornuftige i, at (de ellers umotiverede? – for det er vel den antagelse, der ligger bag!) arbejdsløse og studerende bliver motiverede til at gøre noget, der er hensigtsmæssigt for samfundets hårdt trængte økonomi?

Man kunne i stedet ganske simpelt  vedgå sig, at de økonomiske forhold har ændret sig, og at man derfor er nødt til at spare på de offentlige overførsler. Det er politikernes opgave således at “regulere” (styre gennem lovgivning). Og de må stå inde for reguleringen.

Til gengæld er det ikke deres opgave at motiLere –  (styre gennem motivbestemmelse hos borgerne).  Motivation kan vi som myndige borgere selv finde ud af – og kan vi ikke, skal staten i hvert fald ikke blande sig.

Det føles klistret at politikerne i stedet for at tage ansvar for deres reguleringer, tørrer det af på borgerne, ved antagelser om vores personlige motiver for at bruge et ekstra år på studierne, for ikke at flytte 500 kilometer for et job osv.

Og staten skal ikke bestemme, at jeg og mine medmennesker motiveres af økonomi. Hvorvidt eller i hvilken grad det er tilfældet, er på ingen måde en sag for det offentlige!

Indlægget giver andledning til et nyt ord i mit LeXikon

MotiNation:

Forestillingen om danskerne, som en nation af hjernedøde høns og haner, der har så travlt med at pengeGale, at de motiveres af en hver form for økonomisk incitament. En beslutningstager siges at motiLere, når vedkommende fraskriver sig ansvaret for besparelser, ved at henvise til disses karakter af nødvendige tiltag, der vil lede hele eller dele af motiNationen til at føle en inderlig motivation for en for alle mere hensigtsmæssig (økonomisk) adfærd.