Skolehjemsamtaler i går. Har snakket med alle mine tyskelever og deres forældre – kun to var der ikke. Dejligt at kunne give en masse ros – og til flere har jeg fortalt den samme historie: Da du kom var du forbeholden – eller måske ligefrem negativ – over for faget. Du har arbejdet med din motivation og har nu fundet ud af, at det er helt okay at have tysk og du er nu åben og villig til at lære! En rigtig god fortælling, der bringer smilet frem hos den unge (og også hos forældrene, hvoraf nogle var på tæt på at måbe).
Vores fælles indsats (elevernes og min) har i år båret frugt på uhørt effektiv vis. Jeg føler virkelig, at vi er kommet hele vejen rundt, og at der nu sidder to klasser, der er parate til at lære, og som også har fået en øget bevidsthed omkring deres eget bidrags betydning i denne proces. Et par stjernestunder dukker op i min bevidsthed – og for mig er de eksempel på at det er lykkedes at vende noget på hovedet, hvorved eleverne (og måske også jeg selv) har formået at tænke det på en anden måde – hvorfor noget også er blevet flyttet.
Som tysklærer bliver man ofte stillet i den position, at man skal retfærdiggøre over for eleverne, hvorfor de skal lære tysk. Tager man på pædagogiske kurser, er det også meget inde i tiden, at man hele tiden skal fortælle eleverne, hvorfor de skal arbejde med noget og hvorfor de skal lære netop dette eller hint. Det virker motiverende på eleverne, siger vi. Det har naturligvis sin rigtighed et eller andet sted, problemet er bare – i hvert fald, når det gælder tysk og jeg har også oplevet det i andre sammenhænge – at ens begrundelse ikke altid står til troende hos eleverne – upåagtet hvor god eller rigtig den objektivt er. Hvis det ikke umiddelbart giver mening i deres univers, køber de ikke min forklaring. For eksempel kan man tude dem ørerne fulde med snak om, at tysk er et vigtigt sprog i Europa – men det ændrer ikke ved, at en vis procentdel af eleverne alligevel tænker: Nej det er ikke. Jeg kan engelsk og det har virket fint. Og jeg kan jo se i fjernsynet, at engelsk er over det hele. Det er også meget nemmere. Det andet er bare noget tysklæreren siger, fordi hun vil have os til at lave noget.
Altså køber eleverne de forklaringer, der umiddelbart glider ind i deres opfattelse og smider resten ud! Derved sidder man tilbage med en betydelig andel af eleverne, der slet ikke kan se, hvorfor de skal lære tysk. Og uanset hvor mange gode begrundelser, jeg kommer med, preller det af. Derfor er jeg forlængst holdt op med at se det som min opgave, at “forsvare” mit fag.
Men det ville jo stadig være dejligt om eleverne forstod, hvorfor de skal lære tysk – for sandt er det, at vi bedre kan motiveres for opgaver, der forekommer os meningsfulde (og ikke blot opgaver andre betragter som meningsfulde – den gik måske mere før i tiden, men nu om dage har meningsfuldhed svært ved at opstå som smittefænomen – det skal ligesom komme indefra, hvilket kan være problematisk i mange sammenhænge). Derfor har jeg i år prøvet en ny – og bemærkelsesværdig effektfuld – variant, som spiller bolden tilbage til elevernes banehalvdel.
Efter nogle ugers undervisning bad jeg eleverne dele sig i to grupper (igen brugte jeg princippet om fysisk bevægelse hen til et sted): de der godt kunne se, hvorfor de skal lære tysk, og de der ikke kunne se, hvorfor de skal lære tysk. Til sidstnævnte gruppe bad jeg også de, som kun ville lære tysk for kunne klare sig til prøven, tilslutte sig. Den første gruppe fik en “walk and talk” opgave og forsvandt.
Den sidste gruppe fik nu til opgave at finde de tre bedste grunde for dem selv til at lære tysk. I denne opgave er to kardinalpunkter: for det første var det ikke de tre bedste grunde til at MAN (eller VI eller I) skal lære tysk – men netop de tre bedste grunde FOR MIG – FOR DEM SLEV. Når vi som lærere fortæller, at man skal lære tysk, fordi sådan og sådan, levner det altid mulighed for den enkelte til at unddrage sig målgruppen: det kan godt være, at det er sådan for de andre, men netop jeg skal ikke bruge det til noget. For det andet var det ikke tre gode grunde – for hvad er en god grund og hvornår er den god nok? – men blot de tre bedste, man kan finde. Dette stiller mindre krav til den enkelte grund – og lader i øvrigt også muligheden af, at der faktisk ikke ER gode grunde for dem – jeg fornemmer, at det føles mindre tvungent for eleverne, at man som lærer også kan indrømme, at det ikke er pine død nødvendigt for den enkelte at lære tysk – så kan de have nemmere gå ind i det felt, der hedder “alligevel at se på fordelene”. Okay – når man skal være frisør, er det ikke nødvendigt at kunne tysk, og man kan sagtens klare sig uden, men det kunne måske være en fordel, hvis man ønsker ansættelse i et turistområde eller vil på et internationalt kursus i Hamborg. Jeg tror, det er et rigtigt dårligt udgangspunkt at ville have dem til at INDSE NØDVENDIGHEDEN af at lære tysk – eller for den sags skyld noget andet. Så kan man let finde modargumenter. Det er sværere at udelukke fordelene, og så er det også op til en selv, om man ønsker disse fordele eller ej. Og underligt nok vil de fleste af os gerne have fordele, hvis vi kan få lov at vælge dem i fred og ro.
Til inspiration fik eleverne nogle links til nogle websteder – både med gode grunde listet op, men f.eks. også til en jobindexsøgning med “tysk” som eneste søgeord. Eleverne gik meget engageret ind i opgaven og undervejs opstod der spændende samtaler mellem dem og mig. Jeg var nu ikke længere i “forsvarssituation”, for eleverne overtog beredvilligt ansvaret for at finde ud af, hvorfor de skulle lære tysk. Dermed kunne vi indgå i en mere ligeværdig samtale. Jeg glemmer f.eks. sent en af drengenes forundring og overraskelse, da han blev opslugt af at læse jobopslag! Det blev en øjnåbner for ham. Og ja, det kunne jeg da godt have fortalt ham, altså at der er mange jobs, hvor man skal kunne noget tysk – men det ville bare ikke have virket – for han ville have tænkt: det er bare noget hun siger, for at få mig til at lave noget!
Undervejs lagde jeg ikke skjul på, at det ikke var for min skyld, de skulle finde grundene og derfor var de også frie til at notere nogle eller lade være – men at de skulle gøre det for dem selv, hvis de følte, at det kunne gøre deres motivation bedre.
Og hvor er det skønt at undervise i tysk uden konstant at have spørgsmålet på nakken: Hvorfor skal vi lære tysk? Nu er det nemlig blevet til: Hvorfor skal JEG lære tysk? Og svaret ved de godt, at de selv kan og skal finde, hvis de har brug for et. Og de har de så gjort.
Helt banalt – eller hvad?