For nogen tid siden skrev jeg om mine planer for mine fortælletimer. Vores fortælletimer ligger om morgenen og eleverne har ofte svært ved at holde sig vågne, når de sidder på deres stolerække i foredragssalen uden anden underholdning end en fortællende lærer. For at følgende indlæg skal give mening, bør man nok kigge lidt nærmere på det indlæg, der beskriver mine ideer. 

Fortælletimerne er nu afviklet nogenlunde efter planen. Mandag og tirsdag skulle eleverne i starten af fortælletimen tage stilling til, om de ville døse eller være vågne og lytte efter. 21 elever valgte første mulighed og blev installeret på de fire bageste rækker. Jeg fortalte ufortrødent med pointer omkring forskellen på mennesker og dyr og den menneskelige frihed – frit efter Fernando Savaters ikke helt nye, men stadig fine og aktuelle bog “Tanker fra en kannibal”. Dens vinkel er rigtig god og vedkommende for de unge. Min fortælletimer tematiserede således vores mulighed for at vælge, hvorledes vi vil handle og det ansvar, der er forbundet dermed – således fungerede den lille “pladsbytningshappening” som en slags illustration, eleverne måske selv kunne drage deres egne konklusioner omkring.

Tirsdag inddrog jeg Frankfurts teori om “Wantons” i en stærkt populariseret og ikke helt tro version. Den viser nemlig fint, at der er god mening i at skelne mellem frihed til at handle og så viljens frihed – og at kun med den sidste er vi herre over eget liv og ikke “wantons” – windbeutler, som blot blæser med vinden! Jeg skal ikke komme nærmere ind på teorien her, men blot nævne at min hjemmefortolkede udgave lyder, at vi ofte har modsatrettede ønsker: jeg vil gerne både sove og lytte efter. Vi har også ofte ønsker om, hvilke umiddelbare ønsker, der skal blive virkelige – altså, jeg vil ønske, at jeg ikke bukker under for trangen til at sove, men at det er mit ønske om at lytte efter, der bliver virkelighed i morgen, når der igen er fortælletime. Den slags kaldes 2. ordensønsker. Så skulle vi også gerne kunne foretage en viljesakt, som sørger for, at det også bliver sådan, som vores mere reflekterede 2. ordensønsker lyder. Hvis vi ikke kan foretage disse viljesakter er vi “wantons” (hvilket er en noget forsimplet version af Frankfurts, men ikke desto mindre giver den god mening i de unges hoveder, er det min erfaring).

Onsdag besluttede jeg mig for at ændre planen lidt. Eleverne skulle ikke have mulighed for at gå på soverækkerne, men skulle derimod bestå den store “wantontest” – nemlig påtage sig ønsket om at holde sig vågen og følge det til dørs med en viljesagt!

Inden den blev introduceret, opsummerede jeg de foregående dages pointer. Helder var med mig og en elev faldt under denne korte introduktion i søvn. Jeg spurgte ham direkte: “Hvorfor sover du?” Hvortil han (helt forventeligt) svarede: “Jeg er træt”. Jeg spurgte ham derpå, om han mente, at han ville kunne holde sig vågen, hvis jeg forinden havde lovet ham 1 million kroner for indsatsen? Det mente han naturligvis, hvorpå jeg kunne konstatere, at det altså ikke var fordi, han var træt, at han faldt i søvn. En slutning der afstedkom en vis måben blandt de tilhørende, heriblandt eleven selv. Jeg bad nu alle eleverne om at drøfte med deres sidemand, hvad grunden så kunne være? Da to minutter var gået, var der ikke ligefrem en skov af hænder, da jeg spurgte, om nogen havde fundet en grund, der ikke kunne tilbagevises af tilbuddet om 1 million kroner. En dreng rakte med nogen tøven hånden i vejret og kom med det opvakte svar: “Det er fordi man vælger det!” Hurra, hurra… En øjnåbner for mange. Derefter gennemførte vi “wantontesten”, imens jeg forklarede forskellen på nytteetik og pligtetik. Og tænk – næsten hele holdet bestod!

Fortælletimer er en svær genre og der er bestemt plads til forbedring i mine endnu. Min lille kombination af fortælling og happening synes dog at have virket – i hvert fald for nogen. Nogle elever fortalte mig efterfølgende at det havde været stof til eftertanke. En dreng, der havde været på soverækkerne fortalte for eksempel, at han faktisk var kommet til at tænke en del over tingene! – Og højere mål kan jeg ikke nå. Det er hele min mission – at få de unge til at tænke selv!

En pige fortalte, at hun, efter at have valgt at være i den vågne del, rent faktisk havde følt sig mere vågen og havde haft lettere ved at høre efter. Det bestyrker min teori om, at aktive valg sætter noget i gang. Og da hele budskabet i fortælletimerne også handler om at blive bevidst om de mange valg vi dagligt foretager os, går det fint op!

Jeg håber således, at flere elever i fremtiden er bevidste om, at de f.eks. selv vælger, hvorvidt de vil være vågne og klar til at lytte og lære! Og at deres valg bliver aktive i stedet for noget, der bare sker.

Mon ikke man kan kalde det livsoplysning?