IMG_20130110_190719Dansk Industri og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udgivet en rapport om de unges omveje i uddannelsessystemet. En af de omveje, en del unge har kastet sig ud på, er et efterskoleophold i 10. klasse.

Det siger næsten sig selv, at en omvej er noget, der skal undgås – ordet omvej indikerer, at man kunne have nået samme destination på mindre omkostningsfuld vis. Og det kan vi vel alle blive enige om uhensigtsmæssigheden i.

Men hvad nu hvis man oplever noget andet, når man tager andre ruter, og hvis de oplevelser er med til at skabe nye veje i fremtiden?

Lars E. Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), udtaler i anledning af udgivelsen af rapporten til Politiken: “Hvis man gjorde mere for at få folk ind på de rigtige hylder, så ville vi kunne frigive ressourcer til at få de svageste med”.
(http://politiken.dk/uddannelse/ECE1862600/to-ud-af-tre-elever-forsinkes-i-aarevis)

Ofte afslører de ord, vi umiddelbart bruger, hvilken tænkning vi er prægede af. Derfor kan jeg heller ikke lade være med at opholde mig ved “hylderne” – for er det nu noget, der skal hyldes?

Ikke mindst repræsentanterne for erhvervslivet har travlt med at fortælle os, at vi ikke lever i går. At kravene til fremtidens medarbejdere ikke er blevet mindre. Hvorfor det også stiller krav til uddannelserne.

De fleste af os kan sagtens få øje på det. At de unge skal have nogle andre kompetencer end deres bedsteforældre. De skal være innovative og let kunne indgå i nye arbejdsopgaver og sammenhæge. Vi skal indgå i livslang læring og udvikle os efter arbejdsmarkedets behov.

I den sammenhæng kan det undre, at Lars E. Andersen vælger billedet med de rigtige hylder. For det hører da om noget fortiden til. Altså den fortid, hvor jeg blev skomager, fordi min far var det. Den fortid, hvor man forholdsvis hurtigt stiftede familie, og hvor der var mere livslangt erhverv end livslang læring og udvikling.

Men måske er det DI og EA, der er blevet hængende i datidens samfundsopfattelse, når det gælder uddannelse. Deres forslag og analyser forekommer mig i hvert fald ikke ret visionære. På den måde rimer hyldetænkning fint med kassetænkning.

Jeg indrømmer gerne, at jeg som lærer ikke bidrager til, at eleverne så hurtigt som muligt kommer på de rette hylder. Jeg hylder nemlig ikke hylder. Jeg forsøger til gengæld at skabe et uddannelses- og dannelsesmiljø, der gør, at de unge selv kan stå. Helt uden hylde. Eller på mange forskellige hylder. En fordel – skulle jeg mene – i en fremtid, hvor ingen får lov at stå særligt længe på den samme hylde. Hvis nogen overhovedet kan vide, hvilke hylder fremtiden byder os at være på.

Og så vil jeg gerne være den første til at beklage, at det tager lidt længere tid at blive klar til at kunne at stå helt selv, end det gør at blive klar til at stå på en bestemt hylde. Jeg er bare ikke sikker på, at omvej er den rigtige betegnelse. Destinationen er jo ikke den samme!